Fokus på beskæftigelsen

Politikere og eksperter er enige: Beskæftigelsesområdet bliver et vigtigt emne i de kommende ugers valgdebat.

beskaeftigelsetema.jpg

Spørger man de midt- og vestjyske folketingskandidater om, hvilke emner der vil fylde mest på dagsordenen i de kommende uger, går ét ord igen: Beskæftigelse.

Alle er enige om, at det handler om, hvordan man får så mange som muligt ud på arbejdsmarkedet.

- Det allervigtigste overhovedet er at fortsætte den kurs, hvor Danmark nu er begyndt at skabe jobs, siger socialdemokraternes Mogens Jensen.

Og selv om han ikke er helt enig i fremgangsmåden, så er Venstres Kristian Jensen med på, at arbejdsmarkedet skal kigges efter i sømmene.

- Vi taber for mange arbejdspladser i yderområderne og i landdistrikterne, og det skal vi gøre noget ved. Vi skal have gang i vores landbrug, vi skal have gang i vores produktionsvirksomheder, og det kræver altså en ny politik.

Skive Folkeblads chefredaktør, Ole Dall, er enig i, at beskæftigelsesområdet bliver et af de helt store temaer i valgkampen.

- I det hele taget tror jeg, at mange midt- og vestjyder er optaget af at få stoppet den skævvridning, de med rette føler, der er. Den, der gør, at der er stor, stor vækst i Østdanmark, imens det kniber med væksten blandt andet i Midt- og Vestjylland.

Ole Dall nævner også velfærd, skattelettelser, udlændingepolitik samt unge- og ældreområdet som afgørende punkter på den politiske dagsorden i valgkampen.

- Hvis man tror, der bliver tale om et præsidentvalg med to kandidater, så tror jeg, man tager fejl. Jeg tror, at danskerne i høj grad gerne vil diskutere rigtig politik. Noget, der kan ændre Danmarks gang i en eller anden retning, siger han.

3:51