Første søndag i advent: Se her, hvad du kan opleve i landsdelen

Julen er officielt skudt i gang, så her kommer nogle midt- og vestjyske forslag til, hvad du kan bruge første søndag i advent på.

Der er masser af julestemning at finde rundt i landsdelen første søndag i advent.
Der er masser af julestemning at finde rundt i landsdelen første søndag i advent.
Foto: Foto: Mogens Ladegaard / Ritzau Scanpix

Julemarked, juletraditioner, julegløgg og æbleskiver. 

Leder du efter et sted, hvor du kan komme i den helt rette julestemning på denne første søndag i advent? Så har vi her fire bud på, hvad du kan opleve i landsdelen.


Fri entré på Struer Museum

For museumsleder Helle Sigh, handler initiativet først og fremmest om at give kommunens borgere en hjælpende hånd i en svær og meget mørk tid.
For museumsleder Helle Sigh, handler initiativet først og fremmest om at give kommunens borgere en hjælpende hånd i en svær og meget mørk tid.
Foto: Thomas Frandsen

Fra søndag den 27. november og helt frem til 31. december er der gratis adgang til Struer Museum, som lover masser af aktiviteter for store som små.

- Vores lille gave i en svær tid med mange trængte borgere, siger museumsleder Helle Sigh om at Struer Museum åbner gratis op, fordi mange er økonomisk pressede af inflation og høje energipriser.

Familiehyggen kommer i højsædet på museet, hvor der vil være masser af aktiviteter. 

Adventssøndagene frem til jul bliver aktivitetsmæssige højdepunkter med advents hygge, juleklip og pyntning af juletræ, brætspil, konkurrence med præmier og kørsel med modeljernbane. 

Museet har åbent fra klokken 11 til 16 alle dage og alle tirsdage helt frem til klokken 20.

Læs mere på museets hjemmeside: https://www.struermuseum.dk/arrangementer


Julemarked på Heltborg Museum

Udstillerne byder på et stort udvalg af ting lavet af mange forskellige materialer.
Udstillerne byder på et stort udvalg af ting lavet af mange forskellige materialer.
Foto: Heltborg Museum

Den 27. november inviterer Museum Thy igen til husflidsjulemarked på Heltborg Museum. Det er 29. gang, museet holder julemarked, hvor man gerne vil sætte fokus på de gamle håndværk for alle aldre.

- Udstillerne byder på et stort udvalg af ting af mange forskellige materialer, som halm, horn, uld, træ, glas, filt, papir, reb og en række yderligere naturmaterialer, siger museumsleder Jytte Nielsen.

Museet har derudover en lille udstilling af julekrybber.

Traditionen tro samles udstillere og gæster søndag klokken 14 i aulaen på museet for at se det første lys blive tændt på adventskransen og synge julen ind.

I museumsbutikken kan man købe kaffe og æbleskiver.

Museet har åbent fra klokken 11 til 16.

Læs mere på museets hjemmeside: http://museumthy.dk/kalender-(2)/husflidsjulemarked-(11).aspx


Eventyrlig jul på Herningsholm

Hernings ældste bygning slår dørene op til et sandt juleeventyr, når den smukke gamle herregård lægger hus til Jul på Herningsholm.
Hernings ældste bygning slår dørene op til et sandt juleeventyr, når den smukke gamle herregård lægger hus til Jul på Herningsholm.
Foto: Maja Theodoraki

Museum Midtjylland har i samarbejde med Trine Jepsen A/S givet museet en jule-forvandling. Her finder man smukke dekorationer, julepynt og andre spændende overraskelser i de historiske rammer på herregården fra 1579.

- Vi har virkelig lagt os i selen for at skabe et arrangement for hele familien og ønsker at gøre Jul på Herningsholm til en ny tradition, der samler herningenserne i højtiden, fortæller Trine Jepsen.

Der er desuden julemarked og juleinspireret street food på stedet.

Publikum kan også opleve fire forskellige udgaver af årets julebord, og så kan de mindste hjælpe med at finde Herningsholms nisser på årets julejagt.

Herningsholm har åbent onsdag til fredag klokken 11 til 15 og i weekenden fra klokken 10 til 16.

Entrépris online er 65 kroner for voksne. Børn op til 17 år er gratis. Billetpris i døren er 75 kroner for voksne.

Billetter og mere information kan findes på deres hjemmeside: https://museummidtjylland.dk/events/jul-paa-herningsholm-museum/


Julemarked på Spøttrup Borg

Spøttrup Borg ved vintertide.
Spøttrup Borg ved vintertide.
Foto: Tommy Bay / Museum Salling

Søndag den 27. november fra klokken 10 til 16 åbner Spøttrup Borg igen dørene for det traditionsrige julemarked for hele familien.

I borggården møder man duften af brændte mandler, æbleskiver og gløgg. Her er juletræer og pyntegrønt til salg og midt i gården står den gamle kane, som er pyntet op til lejligheden.

I kælderen står bageren fra Sevel Bageri og bager friskbagte klejner.

Indenfor er hele Spøttrup Borg fyldt med boder med smykker, juledekorationer, øl, kunstfærdige strandengle, portvin og Bispens Elexir, honning og juleting i jern og beton. 

For de mindste er der julehygge i Riddersalen og mulighed for at deltage i en julekalendergåde. Og så har Julemanden har lagt vejen forbi.

Entrépris for voksne er 30 kroner. Gratis entré for børn.

Læs mere på deres hjemmeside: https://www.spottrupborg.dk/kalender/julemarked-paa-spoettrup-borg-2/