Først blev den haleløs - nu har den fået en familie
Katten Henriette blev haleløs, men til gengæld har den nu en kærlig familie til at passe på den.
Der er den bestøvlede kat, og så er der den haleløse.
Sidstnævnte er dog ikke en tegneseriefigur, men derimod det nye familiemedlem i familien Barrett.
Katten Henriette Haleløs, der i sidste uge fik opereret halen væk efter ankomst til dyreinternatet i Viborg, vakte nemlig ikke forskrækkelse hos de nye ejere. Tværtimod.
- Jeg tror faktisk bare, vi synes, hun så endnu mere kær ud, når hun ikke har en hale, fortæller Julie Barrett.
Halen blev opereret væk, idet der var risiko for koldbrand, da Henriette kom ind, og derfor var der ingen vej udenom. Den historik skræmmer dog ikke de nye ejere.
- Det er klart, at hvis der havde været noget helbredsmæssigt, så havde man tænkt sig lidt nærmere om, men det forsikrede de (internatet, red,), at der ikke var, så alt er godt, forklarer Julie Barrett.
Fik sin ven med
Henriette Haleløs forlod dog ikke internatet alene. Henriette Haleløs blev ved ankomst til internatet nemlig særligt gode venner med katten Pearl, og det fik konsekvenser for antallet af dyr hos familien Barrett.
- Min mand havde sagt, at vi kun skulle komme hjem med én kat, men da vi så Pearl og Henriette Haleløs sammen, nænnede vi ikke at skille dem ad. Så det blev to, fortæller Julie Barrett og griner.
Julie Barretts mand har i dag accepteret den ekstra kat, for de er store dyreelskere i hjemmet.
Før Henriette Haleløs og Pearls indmeldelse i familien havde familien i forvejen to katte. Den ene af dem blev dog kørt over, og det gav anledning til en ny kat. Men en blev altså til to.
Det er kun et par dage siden, at de to katte kom til hjemmet, men allerede nu har de opført sig eksemplarisk, forlyder det.