Flere trafikbøder medfinansierer 450 nye politibetjente

Den samlede betaling for teori- og køreprøver hæves fra 600 til 1000 kroner som led i politiforlig

Det bliver ikke kun dyrere at få bøder med den nye aftale. Det bliver også dyrere at anskaffe sig et kørekort. (Arkivfoto).
Det bliver ikke kun dyrere at få bøder med den nye aftale. Det bliver også dyrere at anskaffe sig et kørekort. (Arkivfoto).
Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Flere trafikbøder og generelt højere bødetakster skal blandt andet være med til at finansiere politiaftalen, som er indgået af et bredt politisk flertal tirsdag aften.

Det fremgår af aftaleteksten.

Under punktet "øget indsats for trafiksikkerhed" står der, at aftaleparterne er enige om at tilføre yderligere 25 mobile ATK-enheder i løbet af aftaleperioden 2021-2023.

ATK er en forkortelse for automatisk trafikkontrol, der via kameraer holder øje med bilernes hastighed på vejene.

- De yderligere ATK-enheder vil bidrage til at øge færdselssikkerheden og samtidig tilvejebringe et merprovenu på cirka 34 millioner kroner i 2022 og cirka 134 millioner kroner i 2023, der bidrager til finansieringen af aftalen, står der.

Finansieringen bidrager blandt andet til, at der kommer 450 nye betjente og særlige politienheder, der skal beskæftige sig med eksempelvis stalking og partnervold.

Højere bødetakster skal også bidrage til finansieringen af forliget.

Venstre kritiserer finansiering

Af aftalen fremgår det, at "bødetaksterne ikke har været underlagt en løbende regulering for pris- og lønudviklingen". Og bødeniveauer "udhules" derfor i takt med lønudviklingen, står der.

Såkaldte "tidssvarende bødetakster" skal derfor bidrage med 100 millioner kroner årligt fra 2022 og frem.

Det bliver ikke kun dyrere at få bøder med den nye aftale. Det bliver også dyrere at anskaffe sig et kørekort.

Aftaleparterne er nemlig enige om, at den samlede betaling for teori- og køreprøver skal forhøjes fra 600 kroner til 1000 kroner.

- Det indebærer derved et finansieringsbidrag til aftalen på cirka 8 millioner kroner i 2021 stigende til cirka 30 millioner kroner årligt fra 2022 og frem efter tilbageløb, står der i aftaleteksten.

Venstre, som står uden for aftalen, kritiserer finansieringen af den.

- Regeringen hæver skatter og afgifter for at betale for flere betjente. Man burde have set på, om de penge kunne være taget fra arbejdsløse indvandrere eller SU til udlændinge, siger retsordfører Inger Støjberg.

I aftalen bliver der samlet afsat cirka 650 millioner kroner i 2021 stigende til cirka en milliard i 2023 ekstra til politiet og anklagemyndigheden.

/ritzau/