Flere søger støtte til konfirmationer

Antallet af ansøgninger om økonomisk hjælp til konfirmationer stiger kraftigt i takt med, at konfirmationer bliver dyrere. Det vækker bekymring hos Børnesagens Fællesråd.

Foto: Arkiv
Foto: Arkiv

Vi nærmer os tiden med konfirmationer, og for mange forældre betyder det store bekymringer om at kunne give den fest og den gave, som ens barn går og drømmer om.  

I gennemsnit koster en konfirmationsfest 24.465 kroner, og oveni den kommer gaven fra forældrene, der i gennemsnit koster 6.000 kroner.

For tredje år i træk uddeler Børnesagens Fællesråd konfirmationsstipendier til udsatte unge, og i 2017 har organisationen på landsplan modtaget 343 ansøgninger om økonomisk støtte til de dyre konfirmationer.

Det er mere end en fordobling i forhold til 2015, hvor man modtog 154 ansøgninger. Det betyder, at der med en stigning på 123 procent er sket mere end en fordobling i antallet af ansøgninger på ét år.

Af de 343 ansøgere er 197 berettiget til af få den økonomiske støtte. Fra den midt- og vestjyske region har Børnesagens Fællesråd i 2017 modtaget 19 ansøgninger, der alle hører ind under kriterierne for at modtage et konfirmationsstipendium.

- Det er alarmerende og også et dårligt tegn på vores samfundsudvikling, at der er så mange, der råber og skriger på hjælp og støtte til sådan nogle basale ting, som jeg synes, det er, siger René Skau Björnsson, formand for Børnesagens Fællesråd, til TV MIDTVEST.

Kontanthjælpsloft spiller en rolle

Børnesagens statistikker viser blandt andet, at kontanthjælpsloftet spiller en væsentlig rolle i stigningen af ansøgninger.

Således er næsten halvdelen af de 197 ansøgere, der falder ind under Børnesagens kriterier for at modtage et konfirmandstipendium, ramt af loven, der trådte i kraft den 1. oktober.

I gennemsnit rapporterer de ansøgende, der er ramt af loftet, at de har mistet 2.713 kroner om måneden, hvilket bekymrer Børnesagens Fællesråd.

- Cirka halvdelen af ansøgerne er folk på kontanthjælp, der bliver ramt af kontanthjælpsloftet. Så det er jo folk, der virkelig mærker, at økonomien strammes, og at der er brug for nogle flere penge for at få det hele til at køre rundt, siger René Skau Björnsson.