Flere mistede livet: Over 200 trafikdræbte i 2019

Foreløbige tal viser, at det går den forkerte vej, når det kommer til antallet af trafikdræbte.

Politiet har i mange år kæmpet benhårdt for at få nedbragt antallet af trafikdræbte, men det er ikke gået efter planen i 2019.

quoteVi kan ikke være tilfredse med, at det går den forkerte vej.

Andreas Steenberg, Færdselssikkerhedskommissionen

Fra 2014 til 2018 har der i gennemsnit været 183 dræbte i trafikken, men sidste år var det tal helt oppe på 205. Det viser foreløbige tal fra Vejdirektoratet.

- Vi kan ikke være tilfredse med, at det går den forkerte vej, siger Andreas Steenberg, der er formand for Færdselssikkerhedskommissionen.

I det forgangne er især mange i personbil samt på motorcykel og knallert 30 blevet dræbt sammenlignet med tidligere. Cirka halvdelen af dødsulykkerne i 2019 var soloulykker eller frontalkollisioner, hvor hastighed har stor betydning for ulykkens konsekvenser.

Forebyggelse og straf

Ser man på tallene fordelt geografisk, er antallet af dræbte steget over det meste af landet i forhold til 2018. Dog ikke i Region Midtjylland. Både i Region Syddanmark og i Region Sjælland er antallet af dræbte i 2019 det højeste i mere end 5 år.

- Det viser, at vi skal i gang med at arbejde. Vi skal have nedbragt antallet af alvorlige ulykker, siger Andreas Steenberg fra Radikale Venstre.

Færdselssikkerhedskommission, som har første møde fredag den 7. februar, skal arbejde på løsninger for at nedbringe antallet af trafikulykker og -uheld. Han peger særligt på to fokusområder.

- Der er for lidt kontrol og for lidt forebyggelse. Folk skal tages i deres overtrædelser. Der skal være mere kontrol, så folk straffes for både fart og uopmærksomhed. Derudover skal politiet ud på skolerne og lave præventivt arbejde, så vi får udbredt en ansvarlig trafikkultur, siger Andreas Steenberg.

quoteVi bør huske på, at Danmark stadig er et foregangsland i Europa når det kommer til trafiksikkerhed.

Andreas Steenberg, Færdselssikkerhedskommissionen

Ikke alt er skidt

Selvom antallet af trafikdræbte er stigende, så er det ikke alt, der er skidt. De foreløbige tal tyder på, at der var færre end 3.100 personer, som kom til skade i trafikken, hvilket er historisk lavt.

- Vi bør huske på, at Danmark stadig er et foregangsland i Europa, når det kommer til trafiksikkerhed, siger Andreas Steenberg.

Alle tallene stammer fra Vejdirektoratets ulykkesstatistik, der laves på baggrund af indberetninger om trafikulykker fra politiet.