Flere havvindmøller: Socialdemokraterne vil opføre yderlige to havvindmølleparker

De tre havvindmølleparker, som Folketingets partier er enige om at opføre inden 2030, er ikke nok. Sådan lyder det fra Socialdemokraterne.

Den første havvindmøllepark bliver placeret 30 kilometer ude i Vesterhavet.
Den første havvindmøllepark bliver placeret 30 kilometer ude i Vesterhavet.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Samtlige partier indgik i juni en aftale om at opføre tre nye havvindmølleparker. Det er ikke nok, siger S.

Det skal sætte skub i udfasningen af fossile brændstoffer, som Socialdemokratiet gerne vil være fri for fem år tidligere end det mål, regeringen har sat.

- På baggrund af den alvorlige klimakrise, som vi befinder os i i hele verden, vil vi gerne fremrykke tidspunktet, for hvornår vi kan være fri af fossile brændstoffer, fra 2050 til 2045. Det kræver i vores øjne mere ren energi, siger Mette Frederiksen, formand for Socialdemokratiet.

- Nu er det besluttet med tre havvindmølleparker, og vi foreslår, at der opføres to nye parker yderligere frem mod 2030, siger hun.

Regeringens oprindelige udspil til et energiforlig indeholdt én havvindmøllepark.

Syv måneder efter forlig vil S mere

Men med energiforliget, som samtlige af partierne i Folketinget blev enige om i juni sidste år, blev det aftalt, at der i alt skulle opføres tre nye havvindmølleparker, som var en del af indholdet i Socialdemokratiets udspil til en energiaftale.

Men det er altså ikke længere nok, mener Mette Frederiksen godt syv måneder senere.

- Det er ikke sådan, at bare fordi vi har lavet et energiforlig, så har vi klaret klimakrisen, for den buldrer altså stadig derudad, så derfor gør vi allerede klar til at tage de næste skridt, siger hun.

Hver af de tre kommende parker, som er en del af energiforliget, bliver på minimum 800 megawatt, hvilket bliver de klart største parker i Danmark.

De kan levere strøm til omkring 800.000 danske husstande, ligesom de vil bidrage markant til jobskabelsen i Danmark. Vurderingen er, at den første havvindmøllepark vil skabe 8200 job i anlægsfasen.

Socialdemokratiet forestiller sig, at de to nye havvindmølleparker skal være i samme størrelsesorden.
    
/ritzau/