Flere fyrer i brændeovn - nu eksploderer salget af brænde

De stigende energipriser har betydet, at flere vender tilbage til en brændeovn som varmeløsning, og derfor er brænde lige nu i høj kurs.

1:59
Flere og flere hjem vender tilbage til brugen af en brændeovn (arkivfoto).
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Energipriserne er på himmelflugt, og derfor er brændeovnen ved at blive et hit igen. 

Det er meldingen fra flere pejsecentre, som TV MIDTVEST har talt med. 

Mange danskere er ellers gået over til varmepumper i deres hjem, men fordi energipriserne stiger og stiger, så vender flere altså tilbage til den gode gamle brændeovn.

- Normalvis går salget drastisk ned midt i november, men det er ikke tilfældet lige nu. På det danske marked er vores salg af brændeovne steget med over 100 procent, fortæller Michael Nielsen, der er sælger og indkøber ved Jydepejsen i Nr. Felding ved Holstebro. 

Det er faktisk noget, der bryder lidt med en tendens. 

For 10 år siden gik salget nemlig bedre end i dag, og efter nogle år med tilbagegang i salget. Derudover så spiller corona-pandemien altså en rolle i, at branchen får en energiindsprøjtning, lyder vurderingen. 

Noget, der ellers er dyrt i disse tider, som Alice Broer-Hansen fra Ulstrup har måttet sande. 

For nylig fortalte hun om udsigten til at betale 50.000 mere om året for at holde varmen i sit 152 kvadratmeter stor hjem. 

6:01
Sidste år betalte Alice Broer-Hansen 19.000 for varmen i sit hus. I år ser regningen ud til at lande på 75.000.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Henter træ fra Tyskland

Alices historie kan måske få nogen til at overveje en brændeovn, men med et stigende salg af brændeovne stiger også efterspørgslen på brænde.

Træ er en af de råvarer, der også har oplevet en gevaldig stigning i prisen under pandemien, og derfor er leverandørerne på området også nødt til at tænke alternativt. 

Eksempelvis hos Vestjyllands Brænde, hvor man kigger udenfor Danmarks grænser. 

- Normalt har vi jo tørt brænde til at ligge, så man kan få det indenfor en uge, men vi har ikke ret meget at køre ud med for tiden, forklarer indehaver Lars Andersen, der lige nu er i Tyskland for lave aftaler på import af træ. 

Råt træ er næsten tredoblet i prisen siden sommer, som følge af den store efterspørgsel. Derfor er det blevet billigere at handle i Tyskland. 

Men det betyder ikke, at forbrugere slipper for en prisstigning. Hos Vestjyllands Brænde er priserne nemlig steget med 10-15 procent på grund af transportomkostninger. 

- Før kostede træ det samme herhjemme som i Tyskland. Men vi er nødt til at importere det nu. Vi sælger tusindvis af sække brænde, og dem har vi nok af, men når folk kommer og vil have fyldt en trailer, så har vi et problem, og det er derfor vi må være kreative, siger Lars Andersen. 

Forhandlinger på vej 

Mens salget af brændeovne fortsætter i stor stil, så kan der være hjælp på vej til dem, der ikke er klar til at se på den løsning. 

Regeringen er nemlig klar til at indlede forhandlinger om de høje energipriser.

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) har indkaldt Folketingets partier til drøftelser tirsdag. 

- Regeringen ser med stor alvor på de stigende energipriser, som vi med voksende bekymring har fulgt helt tæt, siger Dan Jørgensen i en skriftlig kommentar.