Flere får misbrugt deres betalingskort - især unge

Siden 2009 er andelen af ofre for misbrug af betalingskort tredoblet. Det viser en ny undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd.

Betalingskort
Foto: Scanpix / Bax Lindhardt

Omkring 105.000 danskere oplevede i 2017 at deres betalingskort blev misbrugt. Det er tre gange så mange som i 2009. Det viser en ny undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd.

Og det er især unge mellem 16 og 29 år, der oplever at få misbrugt deres betalingskort. 

- Det kan måske lyde overraskende for nogle, at de yngre og veluddannede er mere i risiko for at blive snydt, men det handler formentlig om, at de handler langt mere på nettet. Den anden mulighed kan være, at de oftere handler på udenlandske sider, hvor vi ved, at det mest af svindelen foregår, siger analytiker i Det Kriminalpræventive Råd Jon Lund Elbek.

I snit var kortmisbruget på 6000 kroner, de fleste har dog fået tabet dækket af deres bank eller forsikringsselskab, viser rapporten. 

Chikane og id-tyveri

I rapporten Internetkriminalitet 2017 ses også omfanget af andre typer af internetrelateret kriminalitet. Hvor chikane var nærmest et ikke eksisterende fænomen i 2009, er det i 2017 vokset til et fænomen, som berør omkring 20.000 danskere årligt.

Identitetstyveri er fordoblet fra 2009 til 2017, men mindre de senere år, hvor 35.000-39.000 danskere årligt har oplevet at få deres identitetsoplysninger misbrugt.

Forebyg misbrug

Kriminelle kan få fat i betalingskortoplysninger på mange forskellige måder. Det kan være ved tyveri af betalingskort, afluring af kortoplysninger, internethandel og gennem mails, der lokker modtageren til at indtaste sine kortoplysninger. Der er dog en række metoder til at komme misbruget i forkøbet.

Man kan med fordel downloade app’en Mit Digitale Selvforsvar fra Forbrugerrådet Tænk, hvor man kan få gode råd til at beskytte sig selv mod it-kriminalitet og blive advaret om aktuelle trusler, skriver Det Kriminalpræventive Råd.

 
Omfanget af it-kriminalitet

  • 4,5 procent af den danske befolkning var i 2017 udsat for kriminalitet på nettet.
  • Langt størstedelen (omkring 105.000 danskere) var udsat for misbrug af deres betalingskort.
  • I 2016 udgjorde tabet ved misbrug af danske betalingskort cirka 350 millioner kroner. Heraf fandt langt den største del af misbruget sted i udlandet.

Typer af internetkriminalitet

  • Betalingskortmisbrug er når andre misbruger kortoplysninger for at hæve penge på din konto eller købe varer over nettet.

Læs mere om misbrug af betalingskort her: https://dkr.dk/it/misbrug-af-betalingskort/

  • Chikane på nettet er når nogen bruger internettet til at chikanere dig. Fx ved at skrive negative beskeder om dig på sociale medier, sende beskeder fra din mailkonto, chatte i dit navn eller lave ændringer på din Facebook-profil uden din tilladelse.
  • Identitetsmisbrug er når kriminelle får fat på dine personlige oplysninger (navn, cpr-nr. eller mailkonto, kørekort eller sygesikringsbevis) uden din tilladelse for at opnå en økonomisk gevinst. Det kan være ved at bestille varer eller ydelser på nettet i dit navn, oprette abonnementer, leje en bil eller ved at bruge din mailkonto til at snyde dine personlige kontakter økonomisk.

Læs mere om identitetstyveri her: https://dkr.dk/it/identitetstyveri/

Kilde: Det Kriminalpræventive Råd.

Her kan du læse hele pressemeddelelsen fra Det Kriminalpræventive Råd

30. april 2018 viste vi i et indslag, hvordan det er at være offer for IT-kriminalitet: 

9:08
Hvis man bliver offer for IT-kriminalitet må man selv finde ud af, hvordan man skal forholde sig: