Flere danskere bruger skoven: Sådan undgår du at skræmme dyrene

Nedlukningen tvinger danskerne ud i naturen, og i øjeblikket valfarter vi til skoven som aldrig før. Men skovens vilde dyr kan blive pressede af de mange gæster.

Kronhjorten er som udgangspunkt et meget sky dyr, men nogle steder har den helt vænnet sig til mennesker.
Kronhjorten er som udgangspunkt et meget sky dyr, men nogle steder har den helt vænnet sig til mennesker.
Foto: Lars Mikkelsen

Det er populært som aldrig før at tage en tur i skoven, nu hvor coronavirus sætter begrænsninger for de indendørs aktiviteter. Men alt har en pris – også skovturene.

Skovens dyr bliver nemlig pressede og stressede af de mange gæster, skriver Dansk Skovforening, som organiserer skovejerne. De får mange henvendelser omkring det usædvanligt høje antal gæster, som giver udfordringer.

- Mange skovgæster har svært ved at overholde adgangsreglerne og vise hensyn. Det handler om adfærd i skoven, løse hunde, parkeringskaos, og at nogle gæster ikke vil tage imod henstillinger om at ændre adfærd, lyder det fra Dansk Skovforenings direktør, Jan Søndergaard i pressemeddelelsen.

Ifølge Peter Sunde, som er professor i vildtbiologi ved Aarhus Universitet, er der ingen tvivl om, at dyrene bliver påvirkede af det, når der er mange mennesker til stede. Det indsnævrer nemlig deres ’tidsmæssige og rummelige stillerum’, forklarer han.

- Det betyder, at de dyr, der er forstyrrelsessensitive, bliver trængt. De bliver fysiologisk stressede og kommer i forhøjet alarmberedskab, fuldstændig på samme måde som os mennesker, siger Peter Sunde.

Vilde dyr er tilpasningsdygtige

Men selvom menneskers indtrængen i skoven godt kan belaste dyrene, så skal man ikke som udgangspunkt frygte, at det får direkte konsekvenser for bestandene.

- Fra at dyr bliver kortvarigt stressede og ændrer adfærd, til at det begynder at påvirke deres overlevelse eller ynglesucces, er der et godt stykke vej. Men hvis man betragter det som et problem, at dyr ændrer adfærd og er stressede, så har vi et problem, siger Peter Sunde.

Der er stor forskel på, hvor følsomme eller sensitive dyr er over for menneskernes færden i skovene. For dyr som duehøgen eller musvågen vil for meget færdsel under rederne betyde, at de ikke kan leve der.

Natuglen derimod kan nemt føle sig tryg ved at placere sig i tæt gran eller i et træ, selvom der er masser af mennesker få meter væk.

- Store arter er generelt mere følsomme, fordi de har en længere flugtafstand. Det er et spørgsmål om, hvor hurtigt de kan komme op i hastighed, forklarer Peter Sunde.

Et dyr som kronhjorten kan både være meget sky over for mennesker, fordi det i det meste af verden er et jaget dyr. Men den kan også vænne sig til mennesker, som man for eksempel ser det i dyrehaver i de større byer.

- Vilde dyr er tilpasningsdygtige, men hver skovgæst er i princippet en forstyrrelseskilde. Det er ikke positivt for dem, at der kommer et menneske gående, men de kan vænne sig til det og tilpasse sig, siger Peter Sunde.

Sådan undgår du at genere dyrene

Hvis man gerne vil gå ture i skoven, men man også gerne vil tage højde for det dyreliv, der eksisterer i områderne, er der ifølge Peter Sunde tre råd, man bør følge.

1) Hold altid din hund i snor.

- Og det er med streg under altid. Løse hunde er i princippet en domesticeret ulv, og det er en stressfaktor. Derudover er hunde også livsfarlige for hjorte, og der er jo masser af eksempler på hunde, som angriber vilde dyr, så det er også en reel trussel for dem.

2) Hold dig så vidt som det er muligt på veje og stiler.

- Fladefærdsel, hvor folk bevæger sig frit i terrænet, er uforudsigeligt og meget mere forstyrrende for dyrene end færdsel på faste stier.

I privatejede skove er det desuden et krav, at man kun bruger skovveje og stier. 

3) Hvis du ser et dyr, så forhold dig roligt.

- Lad være med at fremprovokere forstyrrelser ved for eksempel at gå tættere på.

Disse regler gælder også i de privatejede skove i Danmark, som udgør cirka 70 procent ifølge Dansk Skovforening.

Naturstyrelsen har udpeget 264 skovområder landet over, hvor hunde må løbe frit, men i resten af skovene skal hunde altid være i snor.