Fiskerne tjener gode penge

2016 var et godt år for de danske fiskere, der omsatte for 3,6 milliarder kroner. Danmarks Fiskeriforening håber, at 2017 bliver endnu bedre.

150214_Fiskeri.jpg
Foto: Arkiv

Der har været travlt på dækket af de danske fiskefartøjer det seneste års tid. Fiskeriflåden omsatte i 2016 for 3,6 milliarder kroner, og det er den største omsætning siden 2002, oplyser Danmarks Fiskeriforening.
    
- Og dengang skete det med en noget større flåde end i dag, siger Svend-Erik Andersen, formand for foreningen og oplyser, at der i dag er 600 danske fiskefartøjer. For 12 år siden, i 2005, var der 1100.
    
Fiskerne har i 2016 fået noget bedre priser for end året før, altså 2015. I gennemsnit har de fået 9,84 kroner per kilo fisk i 2016 for de fisk, der er landet til konsumfisk. Det er 20 procent mere end det gennemsnit på 8,26 kroner, der blev betalt i 2015. Årsagen til den højere pris er hovedsageligt, at fiskerne har fået bedre priser på sild, rødspætter og jomfruhummer. Desuden er der fanget lidt flere konsumfisk end i 2015. Merfangsten er på to procent, og det er hovedsagelig rødspætter.
    
Den anden del af fiskeriet, industrifiskeriet, har derimod været mere skrantende, både når det gælder værdi og landinger. Årsagen er ifølge Svend-Erik Andersen næsten udelukkende de store problemer, som fiskerne har haft med at fange tobis i foråret og forsommeren 2016.

Lysere tider

Omsætningen i 2016 faldt med 27 procent i forhold til 2015. Omsætningen var i 2016 på 697,6 millioner kroner, men i 2015 var den på 960 millioner kroner. I mængder blev der i 2016 landet 342.765 ton industrifisk mod 558.000 ton i 2015. Men noget tyder på, at det begynder at lysne for tobisfiskeriet.
    
- Tobisbestanden havde det skidt i 2016. Men fiskeriet bliver bedre i år, mener Svend-Erik Andersen.
    
Hvordan ved du det?
    
- Jeg har set forskellige målinger, der viser, at tobisbestanden er bedre.
    
Oplysningerne om tobisbestanden er en af årsagerne til, at fiskeriformanden er optimistisk.
    
- Vi håber, at 2017 bliver bedre, og vi bygger forhåbningerne på, at vi fanger flere tobis. Desuden giver resultatet af kvoteforhandlingerne i EU i fjor muligheder for et bedre fiskeri, siger Svend-Erik Andersen.
    
/ritzau/