Fiskere og forskere i fælles front mod aggressiv østers-art

Den invasive stillehavsøsters bliver nu angrebet fra flere fronter

Stillehavsøsters i Limfjorden skal fiskes op og udnyttes kommercielt
Stillehavsøsters i Limfjorden skal fiskes op og udnyttes kommercielt
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Forskere fra DTU Aqua blæser nu til angreb på den invasive stillehavsøsters i Limfjorden i samarbejde med fiskeri-erhvervet. Det skriver Fiskeritidende.

Den aggressive østers-art har, på meget kort tid, bredt sig til hele Limfjorden, og er nu en trussel mod såvel blåmuslinger, som de traditionelle østers i fjorden.

Forskerne håber nu, via et samarbejdsprojekt, at kunne begrænse invasionen. Samtidig skal de kommercielle interesser i forhold til de mange stillehavsøster, nu undersøges til bunds. 

- Der er en stigende bekymring for de mange stillehavsøsters. Derfor forsøger vi en kombinere et projekt, hvor vi begrænser antallet og udnytter den kommercielle gevinst, siger professor Jens Kjerulf Petersen fra Dansk Skaldyrscenter i Nykøbing, som er en del af DTU Agua.

Forskerne har sat sig sammen med Centralforeningen for Limfjorden og Danmarks Fiskeriforening for at drøfte, hvordan man i fælleskab kan løse problemet.

- Vi er enige om, at det er en god ide`at arbejde sammen om det her. På den måde kan vi finde brugbare modeller og undersøge dem via forsøgsfiskeri. Vi skal finde ud af, hvor der er rigtig mange stillehavsøsters, og hvor det kan betale sig at gøre en indsats, siger Jens Kjerulf Petersen til Fiskeritidende.

En af udfordringerne er, at stillehavsøsters ofte befinder sig på lavt vand. Det betyder, ifølge professoren, at der skal findes andre fiske-metoder, eventuelt benyttes andre regler. 

-  Vi har ikke skudsikre metoder, vi kan bruge i det her tilfælde. Vi er på usikker grund, og skal være åbne for alle muligheder, understreger professoren.

Senest har der været udvist stor interesse for stillehavsøsters, som spiselig eksport-vare, blandt andet til de kinesiske middagsborde. Drømmen om et større eksport-eventyr kan dog vise sig ikke at gå i opfyldelse. 

De aggressive stillehavsøsters fra Limfjorden har nemlig ikke den ensartethed, som kendes fra de dyrkede østers.

Derfor er den kommercielle værdi ikke den samme, lyder det fra eksperterne.