Fire SOSU-ansatte strejkede imod reglerne: - På et tidspunkt er bægeret fyldt

Fire SOSU-ansatte fra Silkeborg Kommune foretog onsdag en overenskomststridig strejke. De mener, at arbejdspresset er for stort – særligt på grund af for mange sygemeldinger.

Fire SOSU-ansatte fra Silkeborg Kommune mødte i dag ikke op på arbejde.
Fire SOSU-ansatte fra Silkeborg Kommune mødte i dag ikke op på arbejde.
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

På plejecentret Toftevang i Them ved Silkeborg var der onsdag morgen fire SOSU-ansatte, der ikke mødte ind på arbejde – og årsagen var ikke til at tage fejl af.

Medarbejderne mener ganske enkelt, at deres arbejdsliv er for presset, og at for mange sygemeldinger blandt kollegaerne gør, at der skal løbes ekstra stærkt på gangene.

Det fortæller Karin Söderhamn, som var en af de fire ansatte, der i dag strejkede, efter at Karin havde lavet et opslag på Facebook-gruppen ’SOSU-assistenter og SOSU-hjælpere støtter sygeplejerskerne’.

- I morges mødte vi igen ind til sygemeldinger uden mulighed for, at der kan blive kaldt ekstra folk ind. Det betyder, at der er samme mængde arbejde til færre hænder, siger Karin Södehamn.

- Der er nogle ting, der hænger i bremsen, når vi ikke er nok på arbejde. Der er ikke en dag, hvor der ikke er sygemeldinger, uddyber hun.

Fortryder ikke

Idet strejken blev udmeldt og iværksat på selve dagen, er strejken at betegne som en overenskomststridig strejke. Dette får dog ikke Karin Söderhamn til at fortryde dagens handling.

- Ved det seneste overenskomstforlig blev der stemt ja – men der var også mange, der stemte nej. Men på et tidspunkt bliver bægeret fyldt, og vi frygter, at folk flygter fra faget, og at der kommer længere sygemeldinger, siger hun.

- Derfor fortryder jeg ikke – og det gør de andre tre i øvrigt heller ikke, uddyber hun.

Men der er vel nogle borgere på plejecentret, som I lader i stikken ved ikke at møde op på arbejde, som I skulle?

- Der er et nødberedskab, som varetager dagens opgaver. Det er aldrig nemt at sige stop i et omsorgsfag som vores. Men det er heller ikke sjovt, når man vågner op med hjertebanken hver morgen, siger hun.

- Men jeg er ret sikker på, at ledelsen på arbejdet synes, at det er en rigtig træls situation, uddyber hun.

FOA tager afstand

TV MIDTVEST har forsøgt at få et interview med Silkeborg Kommune vedrørende dagens overenskomststridige strejke. Den konstituerede sundheds- og omsorgschef i kommunen har for nuværende ingen kommentar til sagen udover følgende:

- Vi arbejder for at sikre borgerne den støtte og omsorg, som de har brug for. Samtidig er vi dialog med FOA om dette, skriver han i et skriftligt svar til TV MIDTVEST.

Hos FOA tager man afstand til dagens hændelser. Det siger Torben Hollmann til Radio 4, der er sektorformand i social- og sundhedssektoren i FOA.

- Det kan vi ikke støtte op omkring, men vi forstår den frustration. Hvis man nedlægger arbejdet hvor det er overenskomststridigt, så kan vi ikke støtte op om det. Det er den måde, vi arbejder på og den aftale, vi har lavet i den danske model, siger han til Radio 4.

Onsdag aften ved Karin Södehamn endnu ikke, om strejken fortsætter i morgen.

- Vi afventer, om der er flere, der vil tilslutte sig i morgen, og så træffer vi en beslutning, afslutter hun.