Finansekspert: Prisen på Vestjysk Banks aktier er vanvittig

Værdien af Vestjyske Banks aktier er dagen igennem mandag steget til over 11 kroner per aktie, og det er "fuldstændig knald i låget", siger ekspert.

Finansekspert Lars Krull mener, at Vestjysk Banks aktier er på et alt for højt nvieau.
Finansekspert Lars Krull mener, at Vestjysk Banks aktier er på et alt for højt nvieau.

Vestjyske Banks aktier har været på noget af en rutsjebanetur i løbet af mandag. Først på dagen styrtdykkede aktierne til en kurs omkring fire kroner per styk, men i løbet af dagen er de steget til over 11 kroner per styk.

- Det er fuldstændig knald i låget, at de ligger så højt, siger seniorrådgiver og finansekspert ved Aalborg Universet Lars Krull. 

Ifølge ham burde aktien i stedet ligge nede omkring to til fire kroner per aktie.

- Det skyldes, at den er blevet handlet helt vildt i løbet af dagen, men det ændrer ikke ved, at det er det glade vanvid, siger han. 

Vil finde sit niveau på sigt

På længere sigt mener han dog, at aktierne vil finde sit niveau, som ifølge ham ligger noget lavere. 

- Med de værdier, aktierne har lige nu, så er bankens indre værdi på omkring 5, og det svarer til, at banken lige nu skulle have en værdi på ni milliarder kroner. Det har den så absolut ikke, siger han. 

Staten solgte i går ved et betinget salg til en række investorer sine aktier for en enkelt krone per aktie.