Fem metoder er testet: Her er de bedste våben mod rynket rose

I seks år har Naturstyrelsen, Thisted og Ringkøbing-Skjern Kommune taget kampen op med den genstridige plante.

Rynket rose bliver også kaldt for hybenbuske. Foto: TV MIDTVEST

Om sommeren har den smukke blomster, og om efteråret er der mange, der nyder de røde bær.

Læs også Forbud skal hjælpe i krigen mod hyben

Det kan måske være svært at forstå, men rynket rose er et stort problem.

Planten er en invasiv art, der spreder sig i sådan en hast, at den for eksempel truer med at overtage kæmpe arealer, hvor vi i dag har klitter og klithede.

Derfor har Naturstyrelsen, Thisted og Ringkøbing-Skjern Kommune de seneste seks år haft gang i et stort EU-projekt, der skal teste forskellige metoder til at bekæmpe rynket rose.

RYNKET ROSE

  • Rynket rose (også kendt som hybenrose eller Rosa rugosa) blev oprindeligt indført til landets haver som prydplante fra Østasien.
  • Den er plantet flittigt i sommerhusområder, hvor den har spredt sig ud i den danske natur. 
  • Rynket rose hører til rosen-familien. Den kan danne en til to meter høje krat, der efter kort tid kan udvikle sig til uigennemtrængelige bevoksninger.

Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet og Naturstyrelsen

Geder, plastic, gift og store maskiner er nogle af de våben, man har testet af.

Uffe Strandby, der er forstfuldmægtig i Naturstyrelsen Vestjylland, fortæller, at nogle metoder har vist sig at være bedre end andre, men at der ikke er en klar konklusion på, hvad der fungerer bedst.

- Vi er kommet derhen, hvor vi har en langt større viden om de forskellige metoder. Vi ved, hvad de koster, og hvad de har af fordele og ulemper, fortæller han.

Fordele og ulemper ved alle metoder

Årsagen til, at man ikke kan udnævne en klar vinder, skyldes, at nogle af de mest effektive metoder også er de klart dyreste. Derfor er det ikke nødvendigvis en mulighed at anvende alle steder.

Den billigste løsning er at lave indhegnede områder, hvor geder kan gå og spise af planterne. Metoden har vist sig at være effektiv, hvis afgræsningen fortsætter år efter år.

Ulempen er, at det kræver både hegn og dyreholdere.

Man har også forsøgt sig med store maskiner.

Mellem Hanstholm og Hamborg har man haft gang i de store maskiner i kampen mod rynket rose.  Foto: TV MIDTVEST

F.eks. har man gravet hele buske med rynket rose op med rødderne og dækket planterne til med minimum én meter sand. Det koster 10-18 kroner pr. kvadratmeter.

- Metoden kan virke voldsom og er et stort indgreb i naturen, men det er et af de bedste og mest effektive værktøjer, fortæller Uffe Strandby.

Den anden metode, der kræver hestekræfter, er brugen af en såkaldte biorotor, der knuser planten.

- Det er en effektiv metode på flade områder, men den er svær at bruge i meget kuperede klitområder, og så kræver den efterbehandling de første par år, fordi planten kommer igen, siger Uffe Strandby.

Prisen for biorotoren er 10-15 kroner pr. kvadratmeter.

Plasticløsning er meget dyr

I den lille kystby Vangså i Thy har private lodsejere forsøgt sig med sprøjtning med gift på selve busken. Det koster 15-20 kroner pr. kvadratmeter.

Men selv med gift kræver det to til tre behandlinger, før planten er udryddet. Desuden må man ikke bruge gift i mange naturområder.

Ifølge Uffe Strandby er en af de mest effektive løsninger at dække buskene til med plastic og sandsække og kvæle planterne med mørke i tre år.

- Det er lykkedes at fjerne et område på 100 kvadratmeter med rynket rose. Samtidig har det givet bedre betingelser for den naturlige flora, og man får blottede sandflader, som er super vigtige for insekter, fugle og planter.

De sorte sække skal dække planterne i tre år.  Foto: TV MIDTVEST

Men plasticløsningen er ikke nødvendigvis svaret.

- Det er meget besværligt, og så er det den suverænt dyreste løsning. Det koster 100 til 150 kr. pr. kvadratmeter, fortæller Uffe Strandby.

Han pointerer, at det kan være en løsning for en privat lodsejer, der skal have fjernet rynket rose på et mindre område.

Uffe Strandby fortæller, at man fremadrettet vil bruge resultatet fra forsøgene til at stykke en mere målrettet og effektiv indsats sammen mod rynket rose.

- Rynket rose er i stand til at vokse på de mest utilgængelige og kuperede steder, så det vil stadig være vigtigt at få den bekæmpet, siger han.

I dec. 2017 vedtog folketinget desuden en lov, der forbyder salg af rynket rose.

Det seks år lange EU-projekt har kostet fem millioner kroner.

Undervejs har man rydder 42 hektar rynket rose. Det svarer til en kyststrækning på 100 kilometer. 

De fem testede metoder

  1. Nedgravning af hele hybenbusken  - pris 10-18 kr. pr. kvadratmeter.
  2. Tildækning med plastic og sandsække - pris 100-150 kr. pr. kvadratmeter.
  3. Biorotor, en maskine der knuser planten - pris 10-15 kr. pr. kvadratmeter. 
  4. Afgræsning med geder - pris 10 kr. pr. kvadratmeter.
  5. Sprøjtning med gift - pris 15-20 kr. pr. kvadratmeter.