Fem gode råd til at undgå naturbrande

Varmen betyder, at det er naturen er blevet brandfarlig. Læs her, hvordan du undgår brand.

Sørg for kun at tænde bål på bålpladser.
Sørg for kun at tænde bål på bålpladser.
Foto: Iris / Ritzau Scanpix

Det er efterhånden svært at overse, at den lange periode med varmt og tørt vejr har været hårdt ved naturen, der står tør hen.

Men netop den tørre natur får politiet til at advare om brandfare, på trods af, at der ikke er blevet udstedt et såkaldt afbrændingsforbud. Naturen er nemlig brandfarlig.

Ifølge politiet opstår mange sommerbrande på grund af, at folk ikke har tænkt sig om. For eksempel med asken fra brændeovnen, cigaretskodder, ukrudtsbrændere eller grillen. Hvert år rykker de danske beredskaber ud til godt 250 naturbrande fra april til september.

Men ved at følge disse fem råd, så kan du være med til at forebygge naturbrandene:

  • Brug bålpladser indrettet til formålet, hvis du skal tænde et bål, og hav altid vand i nærheden. Efterlad aldrig et bål, der ikke er slukket helt.
  • Brug ukrudtsbrænderen med forsigtighed. Den stikker ild i rigtig meget andet end ukrudt, så pas på, når du bruger den langs bygninger. Lad allerhelst være med at bruge brænderen, når det er så tørt og varmt som nu.
  • Smid aldrig cigaretskodder og lignende i naturen – og særligt ikke nu, hvor naturen er så tør, at en enkelt uslukket glød kan få katastrofale konsekvenser.
  • Stil grillen på et underlag, der ikke kan brænde, og tøm aldrig asken i naturen - heller ikke selvom du tror, at der ikke er flere gløder tilbage. Og husk at have vand med til at slukke grillen efter brug.
  • Hvis du griller på stranden, så lad være med at grave grillen ned i sandet. Sandet bliver enormt varm, og kommer du eller andre til at træde på grillen eller sandet omkring, kan det føre til alvorlig personskade.