FCM dropper racing

Det er nu endeligt slut med racerdrømmene i FC Midtjylland. Det melder klubben ud i dag.

FC Midtjylland kører nu klubbens racerdrømme i garage. Der blev ellers sat fuldt tryk på maskinerne, da FC Midtjylland for knapt et år siden lancerede motorsportsdrømmene.

Midtjyderne har i det seneste års tid kørt motorløb blandt klubber som AC Milan og Liverpool. Men nu er der ikke mere brændstof på FC Midtjyllands engagement i Super League Formula. Efter flere måneders forgæves søgen efter ny kapital, trækker FC Midtjylland sig derfor ud af motorsporten.

- Vi må konstatere, at de bestræbelser, vi har gjort os for at finde ny økonomi, ikke har båret frugt for hverken FC Midtjylland eller organisationen bag Superleague Formula. Det var et krav for at fortsætte med FCM Racing. Dermed falder grundlaget for et fortsat engagement bort, forklarer adm. dir. i FC Midtjylland, Claus Bertelsen.

Den nye Superleague Formula-sæson åbner her i påske-weekenden med løb på Silverstone-banen i England, men det bliver altså uden FC Midtjylland.

 

Hør direktør for FC Midtjylland, Claus Bertelsens kommentar til lukningen her: