FC Midtjylland henter tjekkisk angriber

FC Midtjylland henter angriberen Vaclav Kadlec i den tyske klub Frankfurt, meddeler spillerens agent.

Vaclav Kadlec skal spille i nr. 14. Tallet, som er tatoveret på hans højre håndled.
Vaclav Kadlec skal spille i nr. 14. Tallet, som er tatoveret på hans højre håndled.
Foto: FC Midtjylland

Efter længere tids rygter er det nu en realitet, at mesterholdet FC Midtjylland bliver forstærket med den tjekkiske angriber Vaclav Kadlec.
    
Det meddeler FC Midtjylland på sin hjemmeside. Den 23-årige angriber bliver hentet på en fireårig kontrakt fra bundesligaklubben Eintracht Frankfurt, som han kom til i 2013.
    
Kadlec er noteret for 11 A-landskampe for Tjekkiet og blev den yngste målscorer for holdet i en alder af 18 år. Desuden debuterede han i den tjekkiske liga som 16-årig.
    
- At vi henter en spiller fra den hylde fortæller, at vi er blevet en mere eftertragtet klub, siger Claus Steinlein, sportsdirektør i FC Midtjylland.
    
- Han er en målfarlig spiller, der sparker godt med begge ben. Vi har i lang tid arbejdet på at tilknytte ham, og derfor er vi også stolte over at kunne præsentere ham, tilføjer han.
    
Kadlec var i foråret udlejet til Sparta Prag, hvor han scorede ni mål i 13 kampe. Siden har han haft svært ved at komme på hold i Tyskland.
    
- Jeg spillede ikke i Frankfurt, og FC Midtjylland har vist interesse for mig, så jeg tror, det er det rigtige skifte for mig.
    
- Jeg vil lave mål og arbejde hårdt for holdet. Jeg håber, vi genvinder mesterskabet og kvalificerer os til Champions League i næste sæson. Det er min drøm, siger Kadlec.
    
Han tiltræder i den midtjyske klub efter julepausen.
    
/ritzau/
  

Se et interview med Vaclav Kadlec fra FCM's youtube-kanal her.