FC Midtjylland henter forsvarsforstærkning

FC Midtjylland styrker defensiven med den 28-årige forsvarsspiller Jim Larsen, der er hentet i den belgiske storklub Club Brugge.

Jim-Larsen-FCM.jpg

Når FC Midtjylland over middag sætter kursen mod aftenens kamp mod FC København, bliver det med et nyt ansigt i bussen. Det skriver FC Midtjylland i en pressemeddelelse.

For med ombord er den 190 cm høje forsvarsspiller Jim Larsen. Han har i første omgang skrevet under på en et-årig kontrakt med FC Midtjylland.

Sportsdirektør Claus Steinlein glæder sig over tilgangen af Jim Larsen, der fik sit gennembrud i Silkeborg IF, hvor stærke præstationer resulterede i en plads på Morten Olsens ligalandshold i 2010, hvor Larsen begyndte inde i alle tre kampe.

- Vi er glade for at byde Jim velkommen i klubben. Jim har de helt rigtige værdier både som fodboldspiller og som menneske. Han er er en vinder med stort v og kommer med masser af rutine og vil derfor være en god støtte til vores unge spillere, siger Claus Steinlein.

I foråret 2011 blev den hovedstødsstærke forsvarsspiller solgt til norske Rosenborg, inden turen i sommeren 2012 gik til den belgiske storklub Club Brugge. Men efter tre og et halvt år i udlandet er Jim Larsen altså tilbage i Superligaen, som han især har fulgt med i fra sit hjem i Belgien, hvor der var installeret dansk tv på fjernsynet.

- Det er en bedre spiller med mere erfaring, der kommer hjem. Jeg har gjort mig nogle gode erfaringer og haft store oplevelser i udlandet, og jeg er vokset både menneskeligt og fodboldmæssigt. Jeg har spillet sammen med mange dygtige spillere, og det har udviklet mig som spiller. Samtidig er jeg blevet nogle år ældre og blevet en bedre leder, siger Jim Larsen.

Med tilgangen af Jim Larsen råder trænerteamet nu over fire stærke midterforsvarer, og den øgede konkurrence skal være med til at udvikle spillerne og gøre dem endnu skarpere, mener sportsdirektøren.

Jim Larsen får nummer seks i FC Midtjylland og kan allerede få debut i aftenens kamp mod FC København i Parken.