Far til anbragt vil have flere beføjelser til personale

En svær beslutning, om at det midterste barn ikke længere kan bo hjemme, har ikke levet op til forventningerne.

3:09
Den nuværende 'lov om voksenansvar for anbragte børn og unge' er i den grad kommet til debat. Nu kaster en far til en anbragt dreng sig så ind i debatten.

Kurt og hans kone kunne ikke håndtere deres søn, og derfor måtte de træffe en svær beslutning om, at han ikke længere kunne bo derhjemme.

- Konfliktniveauet var eskaleret så voldsomt, at vi ikke kunne forsvare at have ham herhjemme sammen med de to andre længere, fortæller Kurt.

Sønnen er på bostedet Østervang i Holstebro, og faren mener ikke, at pædagogerne på stedet har en chance for at håndtere de børn og unge, der ikke ønsker at samarbejde.

- Der er jo ikke nogen derude, der har beføjelse til så meget som at slukke lyset på hans værelse, hvis han ikke lægger sig til at sove. Hvis de går ind og siger til ham, at han skal lægge sig til at sove, så kan han bare sige, at det gider han sgu ikke, og så kan han hygge sig med sin film, og de lukker døren igen, fortæller faren.

Af hensyn til drengen og resten af familien er der ikke flere oplysninger om faren.

Beføjelser skal genovervejes

Niels Peter Rygaard er børnepsykologisk specialist i børn med tilknytningsforstyrrelser, som blandt andet dækker over anbragte børn, og han har stiftet fonden Fairstart Foundation, der uddanner plejefamilier over hele verden.

Han har arbejdet indenfor feltet i 40 år, og han kan se, at der er en tendens til, at pædagoguddannelserne er blevet meget teoretiske, og det gavner hverken børn eller pædagoger.

Han er altså ikke enig med psykolog Jørgen Rønsholdt, der ikke mener, det er nødvendigt at ændre loven.

- Vi er nødt til at bruge autoritet, og vi er nødt til at bruge magt, men hvordan bruger vi det mindst muligt, og hvordan bruger vi det på den mest skånsomme måde. Men vi skal gøre det, for forældre uden autoritet er ikke forældre, siger Niels Peter Rygaard.

- Det, vi træner folk i, er, at de ikke skal se sig selv bare som professionelle. De skal se sig selv som forældrefigurer, og så er det naturlige spørgsmål, hvad ville du gøre som forældre i den her situation, fortæller børnepsykologen.

Han understreger, at det kræver samarbejde mellem politikere myndigheder og bosteder for at finde en holdbar løsning.