Fantastiske Fællesskaber: Disse fem kan vinde 100.000 kroner

Fem fællesskaber er videre i konkurrencen om at vinde 100.000 kroner og titlen som Midt- og Vestjyllands mest fantastiske fællesskab

Fantastiske Fællesskaber
Foto: William Perugini / Ritzau Scanpix

TV MIDTVEST er på jagt efter at finde landsdelens mest fantastiske fællesskab.

I løbet af august og september har alle former for fællesskaber kunnet tilmelde sig konkurrencen, og nu har en særlig jury udvalgt fem nominerede, som vinderen skal findes imellem.

Præmien er 100.000 kroner.

De nominerede er:

1) InWestjylland

Fællesskab for unge mellem 20 og 35 år i Ringkøbing-Skjern-området. Fællesskabets formål er at skabe aktiviteter, der samler, fastholder og tiltrækker unge til området.

Juryen udtaler: Det er noget, der er i den grad er behov for. Selvom man flytter tilbage til den by, man er vokset op i, eller aldrig er flyttet derfra, så har man brug for et fællesskab som ung. Mange af de jævnaldrende, man kendte som barn, bor måske ikke i området længere.

2) Brande Gymnastik- og Ungdomsforening

Idrætsforening, der udover at tilbyde stribevis af forskellige aktiviteter i Brande, også forsøger at få byens mange udenlandske borgere til at blive en del af det danske foreningsliv.

Juryen udtaler: Brande Gymnastik- og Ungdomsforening er en 102 år gammel forening, der formår at forny sig selv og være et fyrtårn i byen. Der er mange internationale virksomheder i Brande, og foreningen gør et stort arbejde med at forsøge at introducere byens mange udenlandske borgere for den danske foreningstankegang. 

3) Falling Knights MC

Motorcykelklub, der er opstået i Thy, men senere har bredt sig til blandt andet Mors. Klubbens medlemmer har flere gange taget ældre mennesker fra områdets plejehjem med på tur.

Juryen udtaler: De gør ikke kun noget for sig selv - de gør også noget for andre. De tager blandt andet ældre og børn, der bliver mobbet i skolen, med på tur. De udnytter det fællesskab de har, til at give noget til andre.

4) Pen15 United

Fodboldklub for piger, der går Herning Gymnasium. Klubben endte i dens første sæson med en målscore på minus 65 - alligevel kæmper de videre.

Juryen udtaler: Her er der nogle unge, der tager fat i et problem. Rigtig mange teenagepiger falder ud af foreningslivet, når de får travlt med for eksempel gymnasiet. Pen15 United skaber en god ramme for at fodboldglade piger fortsat kan være en del af foreningslivet.

5) Idom-Råsted Borgerforening

I byerne Idom og Råsted, der ligger lige udenfor Holstebro, er der gang i et væld af forskellige ting. Byen er blandt andet ved at arbejde med en ny vision: "Fra hver har sit eget, til sammen har vi meget".

Juryen udtaler: Idom-Råsted Borgerforening viser, hvad man kan som mindre bysamfund. Hvordan kan vi skabe et fantastiske sted at bo? Byen har blandt andet samlet et frivilligkorps på 50 hjælpere. Det er flot. De har en masse spændende ideer til fremtidige projekter, der blandt andet fokuserer meget på dele-tankegangen.

Afstemning i november

Til november er det seernes opgave at kåre Midt- og Vestjyllands mest fantastiske fællesskab.

Afstemningen åbner den 4. november, hvor det bliver muligt at se video-indslag om hvert af fællesskaberne på tvmidtvest.dk/ff eller i nyhedsudsendelsen klokken 19.30.

Jurymedlemmerne

Lone Sunesen, adm. direktør, TV MIDTVEST

Esben Danielsen, direktør, Lokale og Anlægsfonden

Peter Giacomello, sekretariatschef, Tuborgfondet

Mette Veng, Mejrup - Det nære i det store (sidste års vinder)

Teresa Rocatis Nielsen, Nr. Søby Idrætsforening (sidste års nr. 2)

Gensyn med sidste års konkurrence

3:32
'Mejrup - Det nære i det store' vandt Fantastiske Fællesskaber 2018