Falske beskeder i omløb - Klik ikke på linket

Falske SMS´er fra nummeret 1144 er i omløb i det vestlige Danmark. Politiet opfordrer til, at man sletter beskederne.

Der er falske SMS´er i omløb i det meste af Vestdanmark. Beskerne indeholder et link, som de opfordrer modtagerne til at klikke ind på. De er afsendt fra telefonnummeret 1144, og hvis man forsøger at ringe tilbage til afsenderen, kommer man igennem til politiet.

quoteDet ligner noget autogenereret indhold, der formentlig forsøger at lokke folk til at gøre et eller andet.

Simon Skelkjær, Vagtchef, Midt- og Vestjyllands Politi

- Vi har fået en god håndfuld af de her henvendelser, og derudover kan der jo godt være et stort mørketal, da det ikke er alle, der vælger at ringe til politiet. Vi har kontaktet alle andre politikredse i Vestdanmark, som også har modtaget lignende henvendelser, siger Simon Skelkjær, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

I beskederne nævnes modtagers navn, hvorefter der står, at afsender har forsøgt at ringe flere gange uden at få svar. Derefter opfordrer afsender til, at man klikker på linket. Midt- og Vestjyllands Politi ved ikke, hvad der sker, hvis man klikker på linket men opfordrer til, at man lader være.

- Det ligner noget autogenereret indhold, der formentlig forsøger at lokke folk til at gøre et eller andet. Det ser ud til, at det er afsendt fra udlandet, da æ, ø og å er erstattet af spørgsmålstegn, fortæller vagtchefen.


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien 112.