Færre varer på hylderne og dyrere priser på boligmarkedet

Boligudbudsstatistikken fra Finans Danmark viser, at det ikke er blevet lettere at være boligkøber i Danmark.

Hus til salg
Foto: Martin Ballund/Scanpix

Interesserede boligkøbere må notere sig, at der det sidste år er kommet betydeligt færre boliger til salg, og at priserne er steget. Det viser nye tal fra brancheforeningen Finans Danmark.

De viser, at der i juli var der 36.544 huse til salg i Danmark til en gennemsnitlig udbudspris på 2,2 millioner kroner.

Ifølge foreningen er det 2600 færre end for et år siden og til en pris, der gennemsnitligt er 75.000 kroner højere.

- Opsvinget på boligmarkedet er nu bredt forankret, og der bliver solgt flere huse i alle danske landsdele. Det betyder, at familier på boligjagt har færre boliger at vælge mellem.

- Samtidig er både salgs- og udbudspriser højere end for et år siden, så de fleste skal også have flere penge op af lommen end tidligere, skriver Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
 

Tømmermændene efter krisen er ovre

De seneste tal understreger, at tømmermændene fra den bristede boligboble, der prægede markedet op til finanskrisen for ti år siden, er tæt ved kurerede.

- Boligudbuddet er faldet med 23 procent siden toppen i juli 2011. Der er dog stadig næsten dobbelt så mange boliger til salg som i februar 2006.

- På den baggrund må man konkludere, at selv om antallet af til-salg skilte allerede er blevet reduceret ganske pænt de seneste seks år, så er der tale om en udvikling med mange små skridt snarere end store hurtigere hop, skriver Nordeas boligøkonom, Lise Nytoft Bergmann, i en kommentar.

Trods nye regler er sommerhussalget fortsat købers marked

Hvor der til gengæld er tale om potentielle hurtige hop er på markedet for sommerhuse. Regeringen ændrede tidligere i år reglerne, så det blev lettere at låne til sommerhuse.

Derudover blev reglerne for, hvornår pensionister må flytte ind i sommerhuset på fuld tid lempet. Det har ifølge Nordea sendt udbudspriserne på sommerhuse op med 5,8 procent.

- Den megen debat og de mange positive formuleringer om sommerhusmarkedet har formentlig gjort sælgere og ejendomsmæglere mere optimistiske. Derfor er det helt forståeligt, at sælgerne hæver prisen. Mere tvivlsomt er det, om køberne er villige til at gå med på legen.

- Der er stadig rigtig mange sommerhuse til salg, og overordnet set er det i langt de fleste områder stadig købers marked, skriver Lise Nytoft Bergmann.

 

/ritzau/