Færre bankrøverier giver tryghed i bankerne

Bankrøverier er efterhånden en sjældenhed. Det gør det trygt for medarbejderne i landsdelens banker at gå på arbejde.

I Jyske Bank i Silkeborg kan medarbejderne gå trygt på arbejde, fordi bankrøverier bliver mere og mere sjældne.
I Jyske Bank i Silkeborg kan medarbejderne gå trygt på arbejde, fordi bankrøverier bliver mere og mere sjældne.
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

For få år siden rykkede politiet ofte ud til bankrøverier her i landsdelen. Men sådan er det ikke længere.

I 2019 er der indtil videre kun blevet begået et enkelt bankrøveri i landsdelen, og det skaber mere tryghed for medarbejderne i landsdelens banker.

- Det betyder rigtig meget, at medarbejderne kan møde og være mere trygge. Det, at du slet ikke skal tænke på, at du kan komme i fare, det er jo rigtig positivt for din arbejdsdag. Så det betyder alt, siger Ulla Vestergaard Madsen, der er afdelingsdirektør i Jyske Bank i Silkeborg. 

De seneste ti år er antallet af bankrøverier faldet markant.

11:33
For 10 år siden blev der begået et dobbelt bankrøveri i Stoholm. Det tog under et minut. Dokumentaren er en fortælling om kriminalitet, kærlighed og konsekvenser. Se andet afsnit i serien her.

Trygt at gå på arbejde

Bankrøverier bliver sjældnere og sjældnere i Midt- og Vestjylland.

Bankerne har gjort alt for at sikre sig, og det ser ud til at virke.

- Bankerne har gennem de senere år sikret sig massivt med pengelåse, og så ligger bankerne heller ikke inde med så store pengebeløb som tidligere, siger Ole Henriksen, politiinspektør, Midt- og Vestjyllands Politi.

Den store sikkerhed betyder, at risikoen for at blive fanget er relativ stor.

For medarbejderne i bankerne føles det mere sikkert at gå på arbejde i bankerne, og det betyder noget for arbejdsmiljøet, mener afdelingsdirektøren i Silkeborg.

- Vi mærker det selvfølgelig rigtig meget, fordi vi har en større jobsikkerhed og tryghed. Vi har ikke de her truende kunder, der nogle gange kommer ind, siger Ulla Vestergaard Madsen, der er afdelingsdirektør i Jyske Bank i Silkeborg. 

Økonomisk kriminalitet er blevet digitalt

I 2011 var der 11 bankrøverier i landsdelen, mens der ikke var et eneste sidste år.

Politiet mener, at faldet skyldes, at det er blevet meget sværere at lykkes med et bankrøveri, så bankrøverne er måske flyttet ind på det digitale marked.

- Jeg tror nærmere, at det er flyttet over i den økonomiske del af kriminaliteten, at man opretter hjemmesider som er falske, eller at man forgiver at have en vare, man vil sælge, siger Ole Henriksen, politiinspektør, Midt- og Vestjyllands Politi.

Ole Henriksen peger også på, at kviklån kan have haft en effekt på statistikken.

De nye sikkerhedsforanstaltninger har krævet lidt tilvænning for både personale og kunder i bankerne.

- Der er stadig nogen, der kan komme ind og være overraskede og sige: Jamen, sig mig engang, hvis I ikke har kontanter i en bank, hvor har I det så henne? fortæller Ulla Vestergaard Madsen fra Jyske Bank i Silkeborg. 

De seneste ti år er Viborg den kommune i Midt- og Vestjylland, der har været udsat for flest bankrøverier. 

11:20
Se tredje afsnit i serien om bankrøveren Johnni Vestergaard Mortensen, der røvede to banker i sin hjemby Stoholm i 2009.