EU-bombe under landbruget på vej

Chefkonsulent hos Heden og Fjorden anslår, at 10-20 procent af kvægavlerne kan miste deres gårde.

eustoettelandbrug.jpg

En ny støtteordning kan få katatrofale konsekvenser for de midt- og vestjyske landmænd. EU vil nemlig fremover sende færre støttekroner til Danmark. Hvis den nye støtteordning bliver vedtaget, betyder det, at dansk landbrug mister 200 millioner støttekroner om året.

- 10 til 20 procent af vores kvægbønder de kommer i alvorlige problemer på grund af de omlægninger. Så store problemer at de må revurdere deres position, og om de kan fortsætte driften, siger chefkonsulent hos rådgivningsfirmaet Heden og Fjorden, Karsten Jensen.

Pengene skal østpå

Den samlede landbrugsstøtte skal nu fordeles mere ligeligt mellem de forskellige medlemslande. En del af den danske støtte skal altså i fremtiden sendes til østeuropæiske landmænd. Allerede om fem år skal ordningen laves om, og det er et problem for landmændene.

- Vi har jo lånt pengene i tiltro til vi fik støtte. Og vi låner penge over 20 år. Det vil sige, at vi skal egentlig have 20 år at få det udlignet så vi kan konkurrere på lige vilkår, siger kvægavler Kristian Gade fra Bøvlingbjerg.

Det er nu op til Europa Rådet og Europa Parlamentet om støtteordningen skal vedtages.