Et farvel som spidskandidat

Jens Rohde erkender, at et ja til at blive Europa-Parlamentets kandidat i Nordjylland er et farvel til et spidskandidatur.

Jens-Rohde.jpg

- Som opstillingsformen er på nuværende tidspunkt, vil det være et farvel som spidskandidat, fordi spidskandidaten ikke har nogen kreds. Det er et valg, jeg har truffet med åbne øjne.

Sådan siger Jens Rohde, Venstre, efter det i dag kom frem, at han har takket ja til at blive kandidat til Europa-Parlamentet i Nordjylland.

Valg blev udsat

Jens Rohde blev i 2009 valgt til Parlamentet som partiets spidskandidat, og det var meningen, at han skulle have været genvalgt som det på partiets landsmøde i efteråret, men en kronik under landsmødet, hvor han opfordrer til vidtrækkende ER-reformer satte en brat stopper for kåringen.

De må tage stilling

- Nu skal hovedbestyrelsen træffe beslutning om, hvilken opstillingsform man vælger. Så der er det rimelig enkelt en gang for alle at udelukke, at jeg kan blive spidskandidat ved at bevare den nuværende opstillingsform, siger Jens Rohde.

Kan ikke vente

Han vælger kredsen i Nordjylland frem for at vente på landsmødet, fordi han ikke tør risikere, at han så ikke bliver opstillet overhovedet.

- Det er fuldstændig klokkeklart, at hvis jeg gerne vil opstilles til Europaparlamentet, så kan jeg ikke gå frem til næste landsmøde og risikere, at det samme sker en gang til, siger Jens Rohde til Ritzau.