Esben Lunde Larsen rykker magten over miljøet tæt på sig selv

Esben Lunde Larsen (V) rokerer om i Miljøstyrelsen, så en række opgaver rykker helt tæt på ministeren.

20171129-140620-l_63mb.jpg
Foto: Sarah Christine Nørgaard / Ritzau Scanpix

Al ministerbetjening samt lov- og bekendtgørelsesarbejde, der hidtil har ligget i Miljøstyrelsen, skal fremover foregå i ministeriets eget departement.

Det viser et internt brev til styrelsens ansatte, som Information er kommet i besiddelse af.

I brevet skriver styrelsens direktør, Lars Hindkjær, til samtlige 600 ansatte, at "alle Miljøstyrelsens ministerbetjeningsopgaver nu flyttes til departementet".

Overflytningen af ansvarsområderne sker parallelt med Miljøstyrelsens udflytning til Odense, som også indebærer, at 150 af styrelsens medarbejdere overflyttes til departementet.

Så det bliver en både personale- og ansvarsmæssigt barberet styrelse, der skal til at arbejde fra Odense fra begyndelsen af april.

Den nye organisering og ansvarsfordeling vækker både bekymring og vrede blandt ansatte i Miljøstyrelsen.

En række anonyme medarbejdere lufter over for Information frygt for øget politisk styring af miljøområdet samt kritik af, at man mister sammenhængen mellem faglighed og forslag til politikudvikling og regulering.

De ansattes bekymring overrasker ikke professor emeritus ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Jørgen Grønnegård.

- Det er klart, at når man rykker flere ansvarsområder og ansatte over i departementet, så styrker det ministerens magt på bekostning af embedsmændenes uafhængige faglige vurderinger, siger han.

Han understreger dog, at det er en forvaltningsmæssig legitim manøvre.

I en skriftlig kommentar til medarbejderkritikken siger Esben Lunde Larsen:

- Generelt er det mig imod at kommentere på anonyme udsagn.

- Jeg er del af en regering, der mener, at statslige arbejdspladser tilhører hele Danmark, og som derfor flytter arbejdspladser fra en bred vifte af offentlige institutioner ud af København.

- Det giver rigtig god mening, at et ministerium, der beskæftiger sig med natur, landbrug, fødevareproduktion og miljø, er rigt repræsenteret i hele landet.

/ritzau/