Enhedslisten vil dårligt indeklima i skolerne til livs

Indeklimaet i de danske skoler er elendigt, og det vil Enhedslisten have kommunerne til at gøre noget ved straks

Undervisning

Når en halv million børn og unge snart begynder i skole igen efter sommerferien, vil mange modtage undervisning i klasselokaler, der ikke lever op til lovens krav.

En undersøgelse udarbejdet af Center For Indeklima og Energi ved Danmarks Tekniske Universitet viser, at den anbefalede grænse for CO2 koncentration løbende bliver overskredet i 9 ud af 10 klasseværelser, og at eleverne bliver undervist i lokaler med for højt CO2 indhold i næsten halvdelen af den samlede undervisningstid.

- Undersøgelsen fra Centret For Indeklima og Energi viser, at vi har et nærmest katastrofalt stort problem med indeklimaet i vores folkeskoler. Det har alvorlige konsekvenser for elevernes trivsel, sundhed og indlæring, og det skal der simpelthen gøres noget ved, siger undervisningsordfører for Enhedslisten Jakob Sølvhøj, der er valgt i Vestjyllands Storkreds.

Kommuner skal lave handlingsplaner

Ifølge Jakob Sølvhøj skal kommunerne forpligtes til at lave konkrete handlingsplaner for, hvordan man vil nedbringe CO2-koncentrationen i klasselokalerne hurtigst muligt.

Samtidig skal regeringen ophæve eller lempe kommunernes anlægsloft, så de ikke bliver ramt af økonomiske sanktioner, hvis de bruger penge på forbedring af ventilationsforholdene og etablerer større undervisningslokaler.

Til sidst mener han, at der skal etableres et regelmæssigt tilsyn med installationer og indeklima i skolerne, som man for eksempel har det i Sverige og Norge.

- Omfanget af problemerne med skolernes indeklima har været kendt længe, men alligevel er der ikke blevet handlet politisk. Sammenlignelige undersøgelser viser, at indeklimaet i de svenske og norske skoler i kraft af bedre ventilationsforhold er langt bedre end i de danske skoler. Så vi ved, at forholdene hurtigt kan forbedres, hvis der er politisk vilje til det, siger Jakob Sølvhøj.