Endnu ingen løsning til deltidsbrandmænd

Beskæftigelsesministeren vil ikke ændre stive dagpengeregler, som forhindrer frivillige brandmænd i at stå til rådighed.

19Brandmaend.Consolidated.01.jpg

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg er hverken til at hugge eller stikke i, når det gælder dagpengereglerne for frivillige brandmænd. Det må folketingsmedlem Mogens Jensen (S) erkende, efter han gentagne gange har forsøgt at få ministeren til at svare på om det er rimeligt, at reglerne er, som de er.

- Jeg er faktisk lidt skuffet. Det er jo en sag, der har kørt gennem flere år, faktisk siden S-R regeringen. Jeg forstår ikke, at ministeren ikke vil gøre noget ved sagen, siger Mogens Jensen.

De arbejdsløse deltidsbrandmænd

Problemet opstår med de arbejdsløse, frivillige brandmænd. Mindst en har allerede opgivet at fortsætte som brandmand på brandstationen i Struer. Det kan nemlig ikke svare sig, for dagpengesystemet er så stift, at hvis den arbejdsløse brandmand efter 30 uger på supplerende dagpenge rykker ud til blot en enkelt brand, bliver han trukket en hel uge i dagpenge.  

Det har fået Mogens Jensen til at fare i kridthuset og stille spørgsmål til beskæftigelsesministeren. Hun svarer blandt andet, at der allerede er afsat samlet set 8 millioner kroner i 2010, 2011 og 2012 til støtte til rekruttering og fastholdelse af blandt andet brandmænd både lokalt og i en landsdækkende kampagne.

 - Men det løser jo ikke det konkrete problem. Det konkrete problem er at en lang række deltidsbrandmænd falder ud af dagpengeordningen og dermed vil de selvfølgelig ophøre med at være deltidsbrandmænd. det er det afgørende problem, som jo ikke er blevet løst og det er det, som skal løses, siger Mogens Jensen uforstående overfor svaret.