Endnu en blæsende weekend i vente: Høje vandstande i Limfjorden og ved Vestkysten

For tredje weekend i træk vil kraftig vind fra vestlig retning presse vandmasser ind mod den jyske vestkyst.

Denne weekend kommer det igen til at blæse kraftigt. Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Kraftig blæst, regnbyger blandet med sol og risiko for forhøjet vandstand i Limfjorden og langs den jyske Vestkyst er ved at udvikle sig til lidt af en weekendklassiker for denne februar.

Det Fortæller Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), fredag morgen.

01:23

I Lysbro ved Silkeborg holder et ægtepar vejret - for der skal ikke meget mere regn til, før ægteparrets hus bliver oversvømmet

Luk video

Også udsigt til sol   

Denne weekend kommer således til at minde om de to foregående, hvor kraftig blæst fra sydvest og vest har flyttet store vandmasser fra Nordsøen ind mod de vestlige kyster, og fået vandstandene til at stige i blandt andet Limfjorden og ved Vadehavet.

Læs også Risiko for yderligere oversvømmelser: Sådan sikrer du dit hjem og din pengepung

- Weekenden kommer igen til at stå i blæstens tegn på grund af kraftig vestenvind, men der kommer også en del sol - især fredag og søndag, siger Klaus Larsen.

I første omgang er Limfjorden i skudlinjen. DMI har udsendt et varsel om forhøjet vandstand for den vestlige del af Limfjorden, der gælder fra lørdag eftermiddag til mandag.

- Men der er også risiko for forhøjet vandstand langs vestkysten og ved Vadehavet, siger Klaus Larsen.

De milde temperaturer - årstiden taget i betragtning - fortsætter også.

- Det bliver mellem fem og otte grader varmt i weekenden, men på grund af den kraftige blæst vil det især lørdag føles nærmest som frostvejr, siger Klaus Larsen.

Læs også Tæt på en måneds regn på ét døgn i Karup

Vindstød af stormstyrke

Efter en regnfuld begyndelse på fredagen bliver det "ganske pænt" med en del solskin.

Læs også By igen under vand: Man kan jo ikke blive ved med at leve med det

Lørdagen begynder med skyet vejr og regn. Ud på dagen kommer der opklaring vestfra med flere byger og frisk vind til kuling. Stedvis op til hård kuling med vindstød af stormstyrke.

Søndag står der igen vind og regnbyger på programmet, men hovedsageligt i den sydvestlige del af Jylland.

- Men hele landet får også en del eller nogen sol. Ud på eftermiddagen kan især Nordvestjylland få en del solskin, siger Klaus Larsen.