En god dag for dansk erhvervsliv - nu kan der igen afholdes fysiske møder og messer

Nu kan erhvervsarrangementer igen afholdes med fysisk fremmøde, og det vækker glæde hos MCH i Herning.

Så kan MCH atter invitere dansk erhvervsliv indenfor til messer i Herning.
Så kan MCH atter invitere dansk erhvervsliv indenfor til messer i Herning.
Foto: MCH/Tony Brøchner

Folketingets partier nåede i nat til enighed om en yderligere genåbning af Danmark. Det betyder blandt andet, at dansk erhvervsliv igen kan mødes fysisk til møder, messer og konferencer. 

Derfor kan MCH i Herning igen se frem til at invitere dansk erhvervsliv indenfor til messer. 

- Efter mange måneder med digitale alternativer glæder det mig, at tiden igen er blevet til det trygge, faglige, fysiske og personlige møde, så gode forretninger, idéer og samarbejder kan fastholdes og udvikles til gavn for dansk erhvervsliv, siger administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen.

Retningslinjerne for messeaktivitet indeholder krav om Coronapas samt et arealkrav på fire kvadratmeter per deltager. Derudover læner ordningen for messer sig op ad retningslinjerne for detailhandlen, når det gælder værnemidler og smitteforebyggende tiltag. 

En af de første gæster i messecentret bliver tryllekunstner og komiker Rune Klan, der aflægger besøg på torsdag.