En festdag uden gæster: Publikum måtte se øko-køerne blive lukket på græs hjemmefra

Man måtte se med på Facebook, hvis man ville være med til den traditionelle økodag i år.

Normalt tager tusindvis af danskere familien under armen og besøger en landmand på årets økodag, hvor de økologiske køer lukkes på græs.

Men i år må man ikke være så mange sammen på grund af coronavirus, hvilket har sat en stopper for de mange besøgende. De måtte i stedet kigge med live på Facebook, da køerne blev lukket ud klokken 12 i dag.

En af de gårdejere, der var med i livesendingen er Mads Helms, hvis gård ligger ved Gludsted nord for Ejstrupholm. Han har set frem til dagen, hvor han normalt har omkring 2000 gæster. 

- Det er en festdag i dag, hvor vi i et helt år har gået og vidst, at her den 19. april skulle vi lukke køerne ud og have en masse gæster. I år har vi så ikke måtte på grund af coronaen, siger han og fortsætter:

- Det er da knaldhamrende ærgerligt, ligesom med alle de andre arrangementer, der er blevet aflyst. Men det er jo vilkårene, og når vi er ovre det her, så kan vi håbentligt igen til næste år. Så livet går jo videre.

Der plejer at være et stort publikum til årets økodag, men i år måtte folk se med fra Facebook.
Der plejer at være et stort publikum til årets økodag, men i år måtte folk se med fra Facebook.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Årets største event

Markedschefen ved Økologisk Landsforening, Michael Langberg, er enig med Mads Helms i, at det er ærgerligt, at publikum blev nødt til at se med via Facebook. 

- Økodag er normalt landets største event. Med det her fantastiske vejr, så havde man undet de mange, der normalt kommer til økodag at se det, vi også har set i dag, siger han.

I år er også et særligt år for foreningen, fordi det velkendte Ø-mærke fylder 30 år. Derfor var der også lagt op til fest.

- Økodag er den dag på året, hvor vi får formidlet den økologiske produktionsform, hvad den gør, hvad den skaber for muligheder for køerne, og livet under åben himmel. Man kan jo se, hvor glade de bliver, når de kommer ud, siger Michael Langberg.

Hvad er økodag?

Køerne danser

De har brugt cirka tre uger på at lave liveudsendelsen på Facebook. Michael Langberg er godt tilfreds med resultatet, som han mener giver noget andet, end de er vant til. 

Udsendelsen startede blandt andet en halv time før, køerne kom på græs, og de havde værter til at forklare de børn, der måtte se med, en masse om køerne.

- Jeg tror faktisk, vi har fået mulighed for at målrette det lidt mere i år, fordi der har været et længere program, og det har været på TV-vilkår, så det er meget mere kompakt, siger han.

Mads Helms mener også, det har været en anderledes oplevelse. Og køerne tog sig ikke så meget af det manglende publikum, slår han fast.

- De mærker ikke så meget til det. De var måske knapt så tændt, som de andre år, men lige nu så er deres oplevelse lige god.


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Samfund.