En englænder gik ind på en bar: Nu har han - måske - fundet en ny ven i Danmark
Mike Jenner har fået et tilbud, han ikke tør afslå.
Da 63-årige Mike Jenner fra North Yorkshire i England efterlyste en dansk mand fra Viborg-egnen nåede historien vidt omkring.
Nu er der nyt i sagen.
TV MIDTVEST kunne i begyndelsen af august fortælle den tidligere flymekanikers historie, og bringe hans efterlysning af de bekendte, som han mødte på en bar i Viborg, da han i 1993 var udstationeret i Karup.
Historien blev delt over 400 gange og kommenteret af adskillige brugere, som ønskede at hjælpe med at opklare sagen.
Efterlysningen kom også til Maribo på Lolland, hvor 77-årige Anne Andreasen bor. Da hun så historien, slog hun til.
- Jeg er nok en lidt impulsiv person, og England, sproget og landets historie og skønhed har altid har interesseret mig meget. Og så er området, hvor Mike Jenner kommer fra, et meget specielt og smukt område, forklarer Anne Andreasen.
Hun har altid interesseret sig for andre kulturer og sprog. I hele sit arbejdsliv har hun arbejdet med sprog og undervist i tysk, engelsk og dansk, og så har hun venner over hele verden.
- Jeg omgås også engelske venner, som bor i Danmark. Jeg skal bare til England igen, og så ville det være dejligt, at have nogen at besøge der, forklarer hun.
Hun har derfor rakt ud til Mike Jenner med et tilbud om venskab på tværs af de to lande.
Et tilbud som englænderen ikke vil afslå.
- Jeg har ikke lyst til misse endnu en chance for et muligt venskab, siger Mike Jenner.
Han var derfor glad for at få en mail fra sit nye mulige danske bekendtskab.
- Jeg blev ærligt talt noget overrasket over, at nogen rakte ud på den måde, men jeg blev glad for at historien blev modtaget så godt, og der også er nogen, som viser mig interesse og reagerer på min efterlysning, siger han.
Selvom det ikke er lige præcis dén person, som han i sidste måned efterlyste vidt og bredt i Midt- og Vestjylland, så glæder han sig bare over muligheden for at få en dansk ven.
- Jeg kender ikke Danmark og området så godt, så det er en spændende mulighed for at udforske landet og kulturen. Nu nærmer min pension sig, så det at rejse og opleve verden fylder mere og mere for min hustru og jeg, forklarer han.
Men drømmen om at finde frem til den mand og kvinde, som han i 1993 mødte på en bar i Viborg, er ikke helt død endnu, siger Mike Jenner.
- Jeg er glad for at historien er nået så langt ud - også til andre dele af Danmark. Måske betyder det, at der er en, som i fremtiden vil finde artiklen og så huske mig, eller kender til dem, jeg søger. Det håb vil jeg have for evigt.