Ellemann-Jensen er tavs om degradering af Kristian Jensen

Venstreformanden vil ikke udtale sig. Politisk ordfører forklarer, at der er trukket en streg i sandet.

Jakob Ellemann-Jensen, afviser at udtale sig om, hvorfor han har besluttet at fratage Kristian Jensen ordførerskab og udvalgsposter. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, afviser at udtale sig om, hvorfor han har besluttet at fratage Kristian Jensen, forhenværende næstformand i partiet, ordførerskab og udvalgsposter.

Det sker, efter at Kristian Jensen i et interview i søndagsudgaven af Jyllands-Posten har delt sine tanker om et reformsamarbejde hen over den politiske midte.

Læs også Kristian Jensen får frataget ordførerskaber og udvalgsposter

Ellemann-Jensens særlige rådgiver henviser i stedet til politisk ordfører Sophie Løhde (V).

Hun forklarede lørdag aften, at det har haft konsekvenser, at Kristian Jensen ikke forud for interviewet har orienteret ledelsen om sine idéer.

- Der er nogle interne spilleregler, der skal følges. Det er de ikke blevet, og det har nogle konsekvenser, lød det fra Løhde, som også understregede, at Kristian Jensen ikke udtaler sig på vegne af partiet.

På spørgsmålet om, hvorfor det for konsekvenser for Kristian Jensen nu, svarer Sophie Løhde:

- Som jeg startede med at sige, så er der nogle spilleregler, der skal følges, og det er de åbenlyst ikke blevet, og det har haft nogle konsekvenser, og også nogle meget synlige konsekvenser. Det er selvsagt uacceptabelt, og der er trukket en streg i sandet.

06:25

Se interview: Kristian Jensen valgte her til aften at forklare sig til TV Midtvest.

Luk video

Uvis fremtid

Venstres politiske ordfører vil ikke kommentere på, hvordan Kristian Jensens fremtid i Venstre ser ud.

- Det må du tale med Kristian Jensen om. Jeg har ikke yderligere at tilføje, lød det, siger Sophie Løhde.

TV MIDTVEST har været i kontakt med Kristian Jensen, der ikke ønsker at udtale sig om sagen. 

TV MIDTVEST har også forsøgt at få en kommentar fra formand i Herning Nord-kredsen, Allan Leth, hvor Kristian Jensen er opstillet, men han ønsker heller ikke at udtale sig.

Læs også Redaktør: Kristian Jensen har udspillet sin rolle i Venstre