Ekstreme vandmængder giver store problemer for landmændene: - Nu må kommuner og stat tage ansvar

Landbrug & Fødevarer har indkaldt til stormøde, da landmændene nu er så pressede af vand på markerne, at der skal handling til.

Mange landmænd har store problemer med vand på deres marker (arkivfoto).
Mange landmænd har store problemer med vand på deres marker (arkivfoto).
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Kampen mod de massive mængder vand på mange marker, er nu så stor, at Landbrug & Fødevarer er gået sammen med Danske Vandløb om at indkalde til et stormøde. Organisationerne mener ikke, at myndighederne i tilstrækkeligt omfang håndterer problemerne. Formanden for Landbrug & Fødevarer mener, at kommuner og regeringen skal tage ansvar i forhold til de vandløb, der skal lede regnen væk fra landmændenes marker.

- Vejret kan vi aldrig være herre over, og store mængder regn er ikke fremmed. Men den manglende handling fra mange kommuner og regeringen i forhold til vores vandløb er et svigt af både husejere, diverse lodsejere samt mange landmænd. Der er behov for langt større handling fra kommunerne, så gennemstrømningen i vandløbene forbedres, og fra statens side har vi stærkt brug for en forbedret vandløbslov, siger Martin Merrild, der er formand for Landbrug & Fødevarer.

Også Ålauget GST (Gudenåen – Silkeborg – Tange Sø) er medarrangør af stormødet, der bliver holdt den 29. februar i Brædstrup.

Håber på stor opbakning til mødet

Oven på en våd afslutning af 2019 og den vådeste februar nogensinde står mange marker under vand. Afgrøderne rådner derfor, og gylletankene er fyldt op.

Landbrug & Fødevarer vil gerne have, at der kommer mange til mødet.

- Jeg håber, at mange landmænd og alle andre, der lider under vandmasserne, vil tilmelde sig for at vise, hvor udfordret vi er, når kommuner og regeringen svigter ansvaret for vores vandløb. Landbruget er og vil gerne være en del af løsningen på klimaforandringerne, men det kræver også aktive myndigheder, som løfter deres del af ansvaret, siger Martin Merrild.