Ekspertgruppes anbefaling: Ingen overnatning ved musikfestivaler

En nedsat ekspertgruppe er nu kommet med sine anbefalinger til sommerens musikfestivaler. Nu skal anbefalingerne drøftes politisk.

Skive Festival_2018
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

Sidste sommer blev musikfestivaler og andre af sommerens store begivenheder aflyst grundet corona. Og noget lignende kan komme på tale for andet år i træk.

For sommerens musikfestivaler vil ikke kunne afholdes som normalt og slet ikke med overnattende gæster.

Sådan lyder anbefalingen fra en ekspertgruppe, hvis opgave har været at undersøge, hvordan man eventuelt kunne afholde festivaler og andre store arrangementer til sommer. Heller ikke store markeder bør holdes til sommer.

Nu skal anbefalingerne bruges i politiske drøftelser, hvorefter der skal laves en aftale, der indgår i den videre genåbning af samfundet.

Kulturminister Joy Mogensen (S) siger i en pressemeddelelse:

- Regeringen og en række af Folketingets partier har tidligere på året besluttet at videreføre arrangørordningen frem til den 30. september 2021, så der kan kompenseres, hvis det viser sig, at arrangører ikke kan afholde større arrangementer som følge af covid-19-relaterede restriktioner.

- Det er meget vigtigt, at vi har fået et økonomisk sikkerhedsnet på plads.

Ekspertgruppen har set på i alt syv ordninger, der som hovedregel er delt op i to faser hver. Altså heriblandt en ordning for udendørs stående arrangementer.

Der kan højst deltage 10.000 gæster i den sidste fase af restriktionerne, mener eksperterne. Og alle deltagere skal have et coronapas, og der skal laves sektioner med højst 2000 deltagere i hver.

Roskilde Festival-gruppens administrerende direktør, Signe Lopdrup, har siddet i ekspertgruppen. Hun er ikke tilfreds med anbefalingerne.

- Vi har på baggrund af anbefalingerne meget svært ved at tro, at det er realistisk at gennemføre festivaler i Danmark før sidst på sommeren, siger hun i en skriftlig udtalelse ifølge DR.

- Vi kan ikke se nogen anden konklusion, end at der fortsat vil være restriktioner.

- Restriktioner som betyder, at det ikke kan lade sig gøre at afholde Roskilde Festival. Det er fuldstændigt ubærligt. Men det er dér, vi er endt, siger hun.

Ekspertgruppen foreslår også, at større kultur- og idrætsarrangementer, konferencer og messer kan åbne med en række smitteforebyggende tiltag. Det samme gælder for udendørs motionsevents.

Det foreslås også at udbrede den såkaldte "superligaordning", som lige er blevet genindført i landets bedste fodboldrække, til andre kulturbegivenheder.

Superligaordningen indebærer, at tilskuerne til kampe i Superligaen kan sidde i sektioner af 500 mennesker. Ekspertgruppen arbejder med en sektionering i grupper af 500-1000 tilskuere.