Ekspert om butiksdød: Et wake-up call til hele detailhandlen

En ekspert i detailhandel bifalder butiksejer i Silkeborg for at råbe op. Men flere bør stå sammen, hvis det skal nytte noget, siger han.

Bruno Christensen er ekspert i dansk detailhandel. I hans øjne er den stigende butiksdød et kæmpe problem for samfundet.
Bruno Christensen er ekspert i dansk detailhandel. I hans øjne er den stigende butiksdød et kæmpe problem for samfundet.
Foto: TV MIDTVEST / arkiv

Butiksdød er et problem i hele landet. Især tøj- og elektronikbutikker må oftere og oftere dreje nøglen om.

Og det kan have store konsekvenser ifølge en ekspert på området.

- Det er butikkerne, der skaber liv i byen. Hvis vi lukker detailbutikkerne, får vi ingen trafik derind, og det koster skattekroner i sidste ende, siger Bruno Christensen, ekspert i dansk detailhandel.

Det er blandt andet den stigende nethandel, der har skabt problemer for detailhandlen. Det har en butiksindehaver i Silkeborg lavet et opråb om på Facebook.

Her opfordrer hun byens borgere til at handle mere i de fysiske butikker, hvis ikke de skal dreje nøglen om.

- Opråbet burde være et wakeup-call for andre detailhandlere i byen og ikke mindst til politikerne, siger Bruno Christensen.

Flere burde råbe op

Han roser butiksindehaveren i Silkeborg for at råbe op, men tvivler på, at en enkelt svale gør en stor forskel.

- Der er behov for, at flere detailhandlere erkender, at de er i samme båd. De burde melde sig i kor og råbe op til politikerne, siger detailekspert Bruno Christensen.

- Der er ingen byer, der har sluppet for butiksdød. Selv København og Århus er ramt, så butiksdøden er en kendsgerning.

Opsparing frem for forbrug

Men det er altså ikke kun den stigende nethandel, der er skyld i de lukkede fysiske butikker.

- Det handler også om tilbageholdende forbrugere og en mere udpræget holdning om, at man vil spare op og nedbringe gæld i stedet for at forbruge, siger han.

- Dertil kan man lægge den opblomstring, som vi ser i genbrugsbutikkerne. De har kæmpe stor succes i øjeblikket. Alle mellemstore byer har mellem seks og otte genbrugsbutikker, siger Bruno Christensen.

Nethandlen vil dale – kun prestige for ældre

Men selvom nethandlen lige nu stiger, vil den snart nå sit højdepunkt, forklarer han.

- Nethandlen vil kulminere inden for de næste par år og derefter vil den være aftagende.

- Det skyldes, at de unge mennesker i stigende grad søger hen mod fysiske butikker, da de ikke i samme grad er benovet over teknologien som de ældre, siger han.

Ifølge eksperten er det især de 60-årige og ældre, der handler på nettet, da de oplever en form for prestige ved det.

Han mener i stedet, at det er afgørende, at det bliver mere moderne at handle i de fysiske butikker frem for på internettet.

- Politikerne skal være mere opmærksomme på at sikre sig, at byerne udvikler sig. I sidste ende handler det om borgernes livskvalitet og skattekroner. Der er jo ingen, der vil flytte til en by i afvikling, siger han.

4:07
Internettet er fortsat en farlig konkurrent for detailhandlen, og det har fået en butiksejer i Silkeborg til at lave en video med et simpelt budskab: Køb jeres varer i de fysiske butikker - ellers lukker de.