Ekspert: Forhandlinger i regionerne bryder også sammen

Regionerne kan ikke gå alene. Derfor bryder forhandlingerne tirsdag også sammen, mener arbejdsmarkedsforsker.

Eksperten forventer, at forhandlingerne bryder sammen.
Eksperten forventer, at forhandlingerne bryder sammen.
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Mandag aften brød de kommunale overenskomstforhandlinger sammen, fordi de to parter stadig står langt fra hinanden.
    
Tirsdag skal der forhandles overenskomster i regionerne, men der er ikke lysere udsigter til et forlig.

- Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at forhandlingerne i regionerne også vil bryde sammen, siger arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitet Bent Greve.
    
- Nu har vi set sammenbrud på de statslige forhandlinger og på de kommunale forhandlinger. Derfor bryder det også sammen i regionerne, for de kan ikke gå alene.
    
Der er tradition for en koordinering mellem det statslige område, kommunerne og regionerne på begge sider af forhandlingsbordet, selv om forhandlingerne formelt set er adskilte.
    
Det er dog ikke blot for syns skyld, at der forhandles igen tirsdag, selv om det er meget usandsynligt, at parterne kommer nærmere et forlig.
    
- Man vil selvfølgelig prøve at finde enkelte delelementer, man kan blive enige om. Men jeg tror bestemt, at det også kommer til at bryde sammen, understreger Bent Greve.
    
Næste skridt i forhandlingerne bliver derfor formentlig, at parterne bliver indkaldt til møde i Forligsinstitutionen, der har til formål at hjælpe arbejdsmarkedets parter med at afslutte overenskomster uden arbejdsretlige konflikter.
    
- Om der kommer konflikt, afhænger af, om forligsmanden mener, at vedkommende kan få gang i forhandlinger, så der kan strikkes en forligsskitse sammen, siger Bent Greve.
    
Hvis forligsmanden vurderer, at det kan lade sig gøre, så kan en konflikt udsættes to gange i op til 14 dage. Derfor er der stadig et stykke vej til en egentlig konflikt med eksempelvis strejker til følge.
    
Bent Greve forventer ikke, at det kommer så vidt.
    
- Jeg tror ikke, at det ender i konflikt. Men jeg vil indrømme, at vi er kommet tættere på, end vi har været tidligere. Det ser ikke ud til, at forhandlingerne har rykket sig ret meget de seneste 14 dage, siger han.