Ejendomsmæglere venter prisstigninger i 2016

Tre ud af fire ejendomsmæglere forventer, at priserne på parcelhuse vil stige i 2016. Også udenfor de større byer.

Til salg skilt.jpg

I en ny tendensundersøgelse fra Dansk Ejendomsmæglerforening forventer ejendomsmæglerne at priserne på parcelhuse vil stige i 2016.

Den nye undersøgelse vidner om et lille nyk opad i tilliden til markedet og priserne blandt Dansk Ejendomsmæglerforenings medlemmer sammenlignet med samme måling for et år siden. Her forventede 4 pct. lavere priser, 30 pct. uændrede og 66 pct. højere parcelhuspriser et år frem, skriver foreningen i en pressemeddelelse.

- 2015 bød på fremgang i både handler og priser. Særligt i foråret var der mange købere på banen, men resten af året var også bedre, end vi har set i flere år, siger formand for Dansk Ejendomsmæglerforening, Torben Strøm, der til daglig selv er ejendomsmægler i Haderslev.

Positiv forventning i hele landet

Torben Strøm forklarer ejendomsmæglernes optimisme med, at mæglerne fortsat oplever stor interesse blandt potentielle boligkøbere. Boligfremvisningerne er pænt besøgte, og der hersker generelt optimisme og tro på fremtiden blandt både købere og sælgere. Også udenfor de større byer, er der ifølge foreningen optimisme.

- Fremgangen på boligmarkedet i 2015 kom en større del af landet til gavn end i mange år, og det er meget positivt. Selvom der fortsat er forskel på de lokale boligmarkeder mellem land og by, håber vi på, at fremgangen breder sig yderligere ud i landdistrikterne i 2016, siger Torben Strøm.

- Boligfinansieringen er fortsat billig, og der er heldigvis mange, der løbende kommer i arbejde, hvilket er rigtigt godt for boligmarkedet, siger Torben Strøm.

5% af de adspurgte ejendomsmæglere i undersøgelsen forventer prisfald i 2016.