Efterskoler opruster med PR

Flere efterskoler ansætter kommunikationsmedarbejdere til at markedsføre skolen i kampen om eleverne.

Der er rift om eleverne på landsdelens efterskoler. Derfor har flere nu oprustet på kommunikationsfronten.
Der er rift om eleverne på landsdelens efterskoler. Derfor har flere nu oprustet på kommunikationsfronten.
Foto: TV MIDTVEST

Efterskolerne opruster staben med PR-medarbejdere. Der er nemlig benhård konkurrence om eleverne, og det betyder, at en større og større del af skolernes budgetter går til markedsføring. På Bjerget Efterskole har skolen besluttet at ansætte en kommunikationsuddannet medarbejder til i 20 timer om ugen at brande, lave PR og udbrede kendskabet til efterskolen.

- Formålet er at få nogle flere elever. Det er måden man for fat i de unge mennesker på nu, det er ved at fortælle en historie om, hvad det er, de kan få ud at være her, siger Steffen Krøyer, der er forstander på Bjerget Efterskole.

TV MIDTVEST har lavet rundspørge blandt de 32 efterskoler. 11 har svaret, og ud af dem har fire allerede en PR medarbejder ansat.  Tre overvejer det i øjeblikket, imens fire ikke har planer om at tilknytte en medarbejder til at markedsføre skolen.

En dyr luksus

Vostrup Efterskole ved Skjern er en af de skoler, der ikke vil bruge ressourcer på en PR-medarbejder. 

- Jeg synes, det er en dyr overvejelse at gøre sig at decideret have en medarbejder, som har en stor del af sin ansættelse knyttet op på at lave PR, siger forstander på Vostrup Efterskole Henrik Munch Søndergaard. 

På Bjerget Efterskole er der i øjeblikket elever nok, så de cirka 200.000 kroner skolen nu investerer i en PR-medarbejder skal sikre, at der også i fremtiden er elever nok. 

- Det her er udtryk for en luksus og på en eller anden måde at være proaktiv, siger forstander på Bjerget Efterskole Steffen Krøyer. 

Se et indslag om efterskolernes kamp på PR fronten: 

2:15