Efter svindelsager: Forsvarsminister sender ledere på kursus

Trine Bramsen (S) vil sende op til 500 ledere i Forsvaret på kursus i god offentlig administration.

Forsvarsminister Trine Bramsen har ny plan for at undgå svindelsager i forsvaret.
Forsvarsminister Trine Bramsen har ny plan for at undgå svindelsager i forsvaret.
Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Efter en række sager om mulig svindel og magtmisbrug i Forsvaret kommer det nu til at have konsekvenser.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) vil sende op til 500 ledere på kursus for at sikre "overholdelse og forståelse af principper for god offentlig administration".

Det skriver Jyllands-Posten.

Samtidig med kurserne indskærpes det, at det får konsekvenser for chefer, hvis ikke de sikrer, at centrale principper for økonomikontrol overholdes.

Ligeledes skal det have "indflydelse på karrieremulighederne" i Forsvaret, hvis en chef ikke reagerer på henvendelser om mulig svindel eller magtmisbrug.

- Vi skylder de tusindvis af ansatte i Forsvaret - og deres chefer - som hver dag udfører et exceptionelt arbejde, at vi får ryddet op i de her svindelsager, siger Trine Bramsen til Jyllands-Posten.

Tid til oprydning

Ud over at sende lederne på kurser har ministeren en række andre planer for at rydde op i Forsvaret.

Blandt andet vil hun styrke kontrollen med Forsvarets indkøb. Ifølge Jyllands-Posten skal det sikres, at alle indkøb er forbi mindst to personer, inden de bliver godkendt.

Tiltagene sker blandt andet efter en sag om mulig svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse (FES) og en verserende retssag mod en tidligere hærchef, der er anklaget for at misbruge sin stilling til at fremme sin kærestes karriere.

Ministerens plan bliver rost af flere eksperter, som Jyllands-Posten har talt med. En af dem er Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring på Aalborg Universitet, og som har fulgt sagerne i Forsvaret tæt.

- Jeg mener, at den samlede pakke, der bliver fremlagt, er ganske fornuftig.

- Om den så er tilstrækkelig og vil have effekt, det vil jeg ikke kunne love, siger Per Nikolaj Bukh til Ritzau.

Mens De Konservative og Enhedslisten over for Jyllands-Posten bakker op om forsvarsministerens plan, så er Venstre ikke imponeret.

Forsvarsordfører Karsten Lauritzen (V) siger til avisen, at ministeren burde afvente de eksterne undersøgelser af sagen i FES, som hun selv har sat i gang, og som ventes færdige efter sommer.