Dyrenes Beskyttelse kimes ned: - Harekillingerne er ikke i nød

Ser du en harekilling ligge alene og trykke sig, kan det nemt se ud som om, den er blevet efterladt af sin mor. Der er dog ingen grund til bekymring. Den er hverken forældreløs eller i nød.

En harekilling som denne kan sagtens løbe rundt alene fra få dage efter fødslen.
En harekilling som denne kan sagtens løbe rundt alene fra få dage efter fødslen.
Foto: Dyrenes Beskyttelse

Telefonerne står sjældent stille hos Dyrenes Beskyttelse, og det er godt. Det betyder nemlig, at folk er opmærksomme på, om dyr har det godt. Når det kommer til harekillinger, er det dog ikke altid nødvendigt at ringe.

Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 modtager mange henvendelser fra folk, der tror at de har fundet en efterladt harekilling, der har brug for hjælp. I 2019 modtog vagtcentralen 612 henvendelser alene omhandlende harekillinger. Et godt stykke over halvdelen af disse henvendelser var om harekillinger, der slet ikke var i nød, men derimod på egen pote. De har derfor ikke brug for hjælp – ikke før de bliver taget op af mennesker.

- Når folk tager de små harekillinger med hjem for at hjælpe dem, så gør de i mange tilfælde en sund og tryg harekilling angst og stresset. Denne handling kan i yderste konsekvens slå harekillingen ihjel. Det er meget vigtigt, at man lader dem være, hvis ikke de er skadede, understreger Michael Carlsen, biolog ved Dyrenes Beskyttelse, i en pressemeddelse.

Færdes på egen pote fra starten

Harekillinger er nogle af forårets første dyreunger, og allerede i starten af februar kan man få øje på dem i landskabet. Når ungerne kommer til verden, har de både pels og åbne øjne, og i løbet af få timer efter fødslen bevæger de sig omkring. Kun én gang om dagen efter solnedgang samles mor og harekillinger det sted, de blev født, og så får harekillingerne mælk af moren. Derfor kan man let komme til at tro, at en lille harekilling går alene og forsvarsløs rundt. Det er bare ofte ikke tilfældet.

- Harekillinger gemmer sig i nærheden af deres fødested i en radius på ofte over 100 meter. Helt fra begyndelsen er de helt selvstændige. En enlig harekilling er altså ikke i nød eller forældreløs, men gemmer sig bare eller er på vej hen til sin mor for at få mælk, forklarer Michael Carlsen i pressemeddelelsen.

Hvis harekillingen er i nød, er det derimod vigtigt at ringe 1812. Det kan være hvis den er skadet eller blevet taget af et andet dyr.