Du kan godt nå det! Tre lette guides til halloween-pynt, børnene vil elske
Med relativt få materialer kan du stadig nå at lave flot pynt til halloween.
I videoen herover kan du se og høre Gabriella Holm gennemgå tre gode idéer.
Torsdag er det halloween, og den årlige fest fejres af mange med uhyggelig udklædninger og massevis af pynt.
Hvis man gerne vil nå at udsmykke sit hus eller sin have, men endnu ikke har fået gang i pynten, så er det faktisk ikke for sent.
Her giver krea-ekspert og forfatter, Gabriella Holm, tre bud på halloween-pynt, der kan laves med ting, de fleste i forvejen har i skabe eller skuffer derhjemme.
- Vi kan sagtens nå det. Der er en masse simple ting, man kan lave og stadig hygge sig med det, uden at stresse, lyder det fra krea-eksperten.
Efteråret er generelt højtid for kreative sysler, fortæller Gabriella Holm, der selv lever af at være kreativ og inspirere andre til at være det.
Ifølge hende peaker kreativiteten nu, fordi det er nu, alle går indendørs og har krea-hygge-tid.
Derfor har hun også netop sendt en ny krea-bog på gaden, der kom i butikkerne mandag. Den handler om at lave blomster på forskellige måder og af forskellige materialer.
- Jeg ville gerne skabe en bog, som man virkelig får brugt, og blomster er der altid en anledning til at give, fortæller hun.