Dømt for 102 tyverier: Politiet skyggede 39-årig serietyv fra Storebælt til Husby

10 ture op og ned langs vestkysten med 102 kriminelle handling til følge. Så meget nåede 39-årige Ronnie Larsen inden fælden klappede.

Det var på øde strandområder serietyven slog til.
Det var på øde strandområder serietyven slog til.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Det startede i april 2017 og sluttede først 6.september sidste år. . 

De mange tyverier fra især biler var sommerens helt store samtaleemne på vestkysten. 

39-årige Ronnie Larsen blev dømt for 102 af de 146 tilfælde af tyverier fra biler han var anklaget for. Det gav en straf på tre års fængsel ved retten i Herning. Langt hovedparten af hændelserne foregik i sommeren 2018, men også tilfælde af tyverier fra biler i 2017 er en del af dommen. 

Samme fremgangsmåde

Den dømte havde tilsyneladende en systematisk fremgangsmåde. Turen startede i hjemmet i København og gik til øde beliggende parkeringspladser langs kysten i Vestjylland. Bilen blev fyldt op med alle former for værdier han fandt i de biler han fik adgang til ved at smadre et vindue. 

Bekendtskaber rundt omkring i området var pitstop for manden, der i 2018 nåede 10 ture fra øst mod vest inden fælden klappede. 

Politiet fik færten af manden, fulgte ham hele vejen fra Storebæltsbroen til en stribe parkeringspladser rundt omkring langs Vesterhavet inden de slog til og stoppede ham i området omkring Husby Klit. 

Kendt af ordensmagten

Det er langtfra første gang Politiet har fat i 39-årige Ronnie Larsen fra København. Seks gange tidligere er han ved retten dømt for tyveri, første gang tilbage i 2008. Siden dengang har han fået domme på i alt ti års fængsel. 

Han blev frifundet for 41 forhold, hvor domsmandsretten ikke fandt nok beviser for, at det var den 39-årige der var gerningsmanden. Størstedelen af bevismaterialet i sagen har været telemastoplysninger, der har dokumenteret, at mandens mobiltelefon var i nærheden af gerningsstedet. 

Udover et par år i fængsel kan den dømte også se frem til et større erstatningskrav fra de forsikringsselskaber, der har haft kunder der er blevet ramt af dømtes ugerninger. Hvor stort et krav der er tale om vides endnu ikke. 

2:25
Hør Politiets reaktion efter det sidste efterår lykkedes at anholde serietyven.