DMI varsler kraftig regn: Vejret skifter søndag

Det er snart slut med hedebølge. Søndag bliver koldere og mere våd, og DMI varsler om risiko for kraftig regn.

Sommerregn
Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix

Bikini og badedyr skal i morgen skiftes ud med regntøj og paraply.

Hedebølgen bliver erstattet af koldere og mere vådt vejr de kommende dage.

DMI forventer regn - også i store mængder. Søndag kan der lokalt falde mellem 25 og 35 millimeter regn på seks timer i det meste af Jylland.

Varslet om kraftig regn gælder fra klokken 14 til midnat for hele Midt- og Vestjylland og en del af Nordjylland, og også Syd- og Østjylland samt en del af Fyn.

Man skal være opmærksom på, at lavtliggende områder som kældre, vejbaner og viadukter kan oversvømmes. Store mængder vand påvirker trafikken, og der er risiko for strømafbrydelser. 

Tjek tagrender, nedløbsrør og afløbsriste nær din bolig og luk døre og vinduer.

Men inden da venter endnu en fin sommerdag. Det bliver varmt og stort set solrigt med temperaturer mellem 22 og 28 grader med lidt til frisk vind fra øst. Ud på dagen kommer der stedvis lidt flere skyer og i eftermiddag måske en lokal byge.

2:32
Tidligere på ugen var TV MIDTVEST forbi friluftsbadet i Bording, som har forlænget åbningstiden i anledning af varmen.