DMI forudser tropenat og op mod 32 grader i weekenden

Weekenden kommer til at stå på varme, fuld sol og stort set ingen vind, fortæller meteorolog fra DMI.

Vi kan se frem til en varm weekend med mulighed for tropenætter. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det varme vejr fortsætter hen over weekenden, hvor temperaturen lokalt kan nå op på svimlende 32 grader søndag. Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Frank Nielsen tidligt fredag morgen.

Læs også Husk væske i varmen: Én aldersgruppe er særligt udsat

 - Det bliver bare kanon sommervejr i denne her weekend. Vi starter lidt frisk ud fra morgenstunden fredag med 12-15 grader. Men temperaturen stiger hurtigt, og vi får fuld sol og mellem 23 og 28 grader. Det bliver køligst ude ved kysterne med pålandsvind, siger Frank Nielsen.

I det sydvestjyske kan temperaturen endda nå op på 30 grader.

- Og vi får stort set ingen vind, siger meteorologen.

00:39

For mange er de her dages hedebølge en gave, men på landsdelens plejehjem kæmper de med at holde de gamle nedkølet.

Luk video

Varsel om farligt vejr

I weekenden fortsætter sommervejret med høje temperaturer.    

- Vi skruer lige lidt op for temperaturerne og siger mellem 25 og 30 grader. Det bliver køligst i Vest- og Nordvestjylland og ved kyster med pålandsvind, siger Frank Nielsen.

Læs også Saftevand og aircondition: Seniorerne har det drønvarmt i Ringkøbing

Lørdag bliver det stort set vindstille, og  søndagen bliver nærmest en kopi. Sol og mellem 25 og 30 grader, lokalt kan vi måske nå op på hele 32 grader.

Men luften bliver efterhånden mere fugtig og vil opleves mere lummer fra søndag. DMI har udsendt et såkaldt kategori 2-varsel om farligt vejr for hele weekenden.

- Det er jo ikke et varsel, som vi normalt kender det, når der eksempelvis er tale om vind af stormstyrke eller lignende. Det her skal mere ses som et hensyn til sårbare mennesker, der har svært ved at håndtere varmen, og som heller ikke altid husker at drikke nok vand, siger Frank Nielsen.

- Indtil nu har det været til at trække vejret om aftenen og natten, men søndag og mandag kan vi nogle steder opleve tropenat, tilføjer han.

En tropenat er, når temperaturen ikke kommer under 20 grader.