DM i traktortræk i Lemvig: Arrangør regner med 5.000 tilskuere

På trods af, at vi lever i en tid med forsamlingsforbud og restriktioner, ser arrangørerne af Danmarksmesterskabet i traktortræk frem til masser af deltagere i 2021.

For tiden kan det være svært at forestille sig arrangementer med flere tusinde deltagere og festlig stemning. Men ikke for Kim Thorsen.

Han er en del af den styregruppe, der skal stable Danmarksmesterskabet i traktortræk på benene, når det afholdes i Lemvig den 5. september 2021, skriver Lemvig Folkeblad. 

Det er Lemvigegnens Landboungdom, der står for arrangementet, som kommer til at foregå på flyvepladsen i Rom. Op mod 1000 trækkere fra hele landet skal dyste i forskellige klasser, og Kim Thorsen tror på, at de kommer til at kunne samle flere end 5000 tilskuere.

De plejer at samle omkring 1500 mennesker til lokalmesterskaber. Men det her bliver første gang, at foreningen skal arrangere DM, siger han.

Selvom det er første gang, så har foreningen længe håbet på, at de en dag skulle arrangere de nationale mesterskaber i traktortræk. Allerede for 11 år siden, da man anlagde banen ved Lemvig Flyveplads, blev de indledende skridt taget, så målene på banen stemmer overens med reglerne for en DM-bane.

Må indregne risiko for aflysning

På trods af, at Kim Thorsen og resten af foreningen har erfaring med at håndtere et stort publikum, er det en noget større opgave at skulle arrangere et Danmarksmesterskab, og de har været i gang i cirka fire måneder, fortæller arrangøren.

Der er mange forskellige udgifter forbundet med arrangementet. Kim Thorsen fortæller, at de udover musik, mad og forplejning også skal leje toiletter og afskærmning, telte og badefaciliteter. Men han tænker også over den risiko, de løber ved at lave et stort arrangement i disse tider.

- Vi må være forberedte på, at vi måske bliver tvunget til at aflyse på grund af corona-restriktioner. Når vi tager tilbud hjem, stiller vi derfor også krav om priser i tilfælde af, at vi må aflyse, siger Kim Thorsen til Lemvig Folkeblad.

De ekstra udfordringer, Kim Thorsen må kalkulere med, betyder også, at han endnu ikke har et brugbart budget, skriver Lemvig Folkeblad. Alligevel satser han på et arrangement, der ikke må blive en økonomisk belastning for arrangørerne.

Hvis arrangementet vælter, så er det Landboungdom MidtVest, der står med underskuddet, lyder det fra Kim Thorsen.

Han fortæller også, at der er et par trækkere i lokalområdet, som, de håber, kan blande sig i Danmarksmesterskabet næste år.


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Samfund.