Direktør efter kritik fra overlæge: - Vi ved vores produkt virker

Firmaet NowoCoat er blevet beskyldt for at producere et hånddesinfektionsmiddel, der ifølge en ledende overlæge ikke må forveksles med håndsprit. Få direktørens reaktion her.

ole enevold jensen
Foto: Marc Killigren, TV MIDTVEST

Lige nu er håndsprit en mangelvare herhjemme, hvor både butikker og apoteker længe har måtte melde udsolgt.

Derfor har flere af landets største dagligvarekæder såsom Rema 1000, Dagrofa, der bestyrer Meny, og Salling Group, der driver eksempelvis Bilka og Føtex, skaffet sig et alternativt hånddesinfektionsmiddel.

Firmaet bag – NowoCoat - lover, at midlet fjerner vira og bakterier samt forebygger smittespredning indenfor cirka 10 sekunder, efter at hænderne har været i kontakt med midlet. Effekten er altså - ifølge firmaet - præcis som ved brug af håndsprit.

Men i dag advarer en af landets førende eksperter i hospitalshygiejne om at stole på produktet. Det er nemlig endnu ikke testet af andre end virksomheden selv. Men direktør hos NowoCoat, Ole Enevold Jensen, står gerne på mål for sit produkt.

Ifølge NowoCoat, der sædvanligvis gør sig mest i træbeskyttelse, tag- og metalmaling, imprægnering, algemiddel og rens, er de pludselig begyndt at sælge hånddesinfektion på grund af manglen på desinfektionsmidler.

Og de kan producere det på baggrund af deres mangeårige erfaring med desinfektionsmidler til blandt andet æg.

Direktør Ole Enevold Jensen fortæller, at aktivstofferne i desinfektionsproduktet i butikkerne er lovlige. Den oplysning bekræfter Miljøstyrelsen overfor TV MIDTVEST i dag.

Hvorfor venter I ikke på, at et eksternt laboratorium har godkendt det, inden det står ved indgangene i flere supermarkeder? 

- Jamen vi har jo testet det hos os selv. Jeg kan spørge omvendt, om du som journalist ikke synes det er mindre samfundsansvarligt, at når den interne dokumentation og med et aktivstof, der er godkendt af Miljøstyrelsen er i orden, synes du så, det er fornuftigt at sætte det her på hold de næste to uger ud fra et samfundsmæssigt syn?, spørger Ole Enevold Jensen.

Set i bakspejlet ville du så gerne have haft godkendelsen, inden I begyndte at sætte det på markedet? 

- Selvfølgelig havde det været fint, når vi står i den situation i dag. Det havde været at fortrække, at vi havde haft den inden. Det havde også været at foretrække, at det, der står i supermarkederne, har den præcis samme effekt som i sundhedsvæsenet. Vi er sikre på, det virker, men det er jo sagt ud fra, at vi har testet grundigt hos os, og at Miljøstyrelsen har godkendt de stoffer, vi bruger. Det er ikke testet af tredjepart. Så set i bakspejlet havde jeg ønsket, at jeg havde sat det i gang for mere end en måned siden, for så havde vi kunne sælge det til hele markedet inklusive sundhedssystemet, forklarer Ole Enevold Jensen.

Hvordan ved I med sikkerhed, at jeres produkt virker inden for 15 sekunder? 

- Det er et af Miljøstyrelsens godkendt stoffer - PT1 godkendte stoffer. Men vi har selvfølgelig også testet selv ad flere omgange. Det har vi gjort ved at teste med bakterier fra en hånd og på en agarplade (red. bruges til dyrkning af bakterier), for at få bekræftet, at stoffet også virker inden for de 15-30 sekunder, fra man påfører væsken. Vi propper det i vores egen blanding af vand og glycerin - og det har vist at virke ved en koncentration af 0,15 procent. Vi skal sikre, at den har den samme effekt i vores blanding, som det har som råvareproducenten har testet. 

Men handler det ikke i højere grad om, at det er effektivt end om, at det er lovligt? 

- Vi var ikke bekendt med, at det her produkt var et succesprodukt, det er først en der bliver nødvendigt, når vi går ind i sundhedssystemet. Det er rigeligt til at komme på markedet med det her. Det er ikke noget, der kalder på en tredjepartsgodkendelse ud over vores egen samvittighed - og det er derfor, vi har bedt om en ekstern test. Det er for at få en uvildig dokumentation. 

Har I ikke et større samfundsansvar i disse Coronatider for netop at sikre, at det effektivt frem for bare at sikre jer, at det er lovligt? 

- Vi har jo sikret os, at det er effektivt ved at lave egen test, og vi har sikret os, at det er effektivt ved at bruge et dokumenteret effektivt aktivstof, som er godkendt til human hygiejne. Hvis man skal ind i sundhedsvæsenet, skal man have en uvildig test, der hedder EN1500. Så det er for at gå med livrem og seler, lyder det fra Ole Enevold Jensen, hvis firma NowoCoat altså er blevet beskyldt for at producere et hånddesinfektionsmiddel, der ifølge en ledende overlæge ikke må forveksles med håndsprit.

En ekstern test af produktet er ved at blive lavet på laboratorier i England, Polen og Italien. Først om 14 dage får NowoCoat resultatet af disse undersøgelser. 

3:20