Detailsalg gik frem før genåbning - men er langt fra normalen

Detailsalget steg en anelse i februar, men har under nedlukningen ligget omkring ti procent under normalen.

Der var lidt mere salg i den danske detailhandel i februar end i januar. Men måneden bar præg af, at store dele af detailhandlen var lukket ned på grund af coronavirus.

Detailsalget steg i februar med 2,9 procent sammenlignet med januar. Det viser tal fra fra Danmarks Statistik.

Trods stigningen har salget de seneste måneder været langt under normalen.

Salget har i december-februar ligget omkring ti procent under perioden september-november.

Detailsalget er et blandt flere økonomiske nøgletal, som bliver fulgt tæt for at måle temperaturen på landets økonomi.

Hos Nykredit påpeger cheføkonom Troels Kromand Danielsen, at det lavere salg skyldes nedlukningen.

- Nedlukningen sætter sit tydelige præg på detailhandlen, og selv om danskerne i høj grad handlede online under nedlukningen, er det ikke nok til at opveje, at butikker og storcentre var lukket i februar, siger han i en kommentar.

De fleste danske butikker fik lov til at åbne 1. marts. Hos Arbejdernes Landsbank vurderer cheføkonom Jeppe Juul Borre, at detailhandlen har ramt bunden og nu er på vej op igen.

- Detailhandlen går nogle gode måneder i møde. Først med genåbningen, hvor danskerne får indfriet et ophobet købsbehov, og så er næste runde af feriepenge på vej.

- Ved den første runde af feriepengeudbetalingen havde detailhandlen brandvarme kasseapparater, og omsætningen ramte sit højeste nogensinde i oktober, siger han i en kommentar.

Tallene fra Danmarks Statistik er korrigeret for sæsonudsving.

Det vil sige, at der er lavet en beregning af tallene, hvor man tager hensyn til, at der ikke er lige meget salg hele året. For eksempel at der er mere salg i december end i januar.