Detailhandel: Have- og handyfolk får salget til at stige

Coronakrisen har været hård ved detailhandlen, men særligt varer fra byggemarkeder og havecentre fik salget til at stige lidt i april.

Mette Laursen er centerchef i Plantorama i Viborg.
Mette Laursen er centerchef i Plantorama i Viborg.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Coronakrisen har sendt store dele af detailhandlen i sort, men nu er der et lille lys i mørket.

Danmarks Statistik udgav nemlig i dag, tirsdag, forbrugstal for detailhandlen, og her viser tallene en lille stigning i detailsalget i april måned. Helt præcist en samlet stigning på 0,4 procent.

Ifølge tallene er det særligt varer til hus og have, som for eksempel maling, plantejord og gødning til hus og have, der trækker det lille opsving i forbruget.

- Det bekræfter meget godt vores oplevelse gennem foråret. Vi har haft forrygende travlt, siger Mette Laursen, der er centerchef i Plantorama i Viborg, hvor det naturligt nok er haveplanter og blomster, som er gået som varmt brød.

- Det lader til, at vores kunder rigtig gerne vil i haven nu, hvor de har ekstra tid og mulighed for at nurse lidt om deres have, fortæller Mette Laursen.

Plantorama er dog lidt udfordret af, at deres gartnere har leveringsudfordringer på grund af den store efterspørgsel, der er kommet en smule bag på alle midt i krisen.

Haveplanter og fisk

- Vi møder også en masse nye kunder, der normalt ikke har brugt så meget tid på haven, siger Mette Laursen, der fremhæver en særlig vare, som er blevet populær hos kunder, der har fået tid på hænderne - nemlig fisk:

- Koi-karper fra Japan til havedamme.  Det er et regulært kæledyr, og det er blevet populært. Vi kan klart mærke, at folk nu har tid til det, siger Morten Agergaard Kristensen, der er afdelingschef i dyrecentret, og som også fremhæver guldfisk og generelle planter som populære varer.

Byggemarkeder boomer

Det er ikke kun dem med grønne fingre, der får brugt nogle kroner for tiden. Også dem med hænderne skruet rigtigt på har været en ekstra tur i byggemarkederne. Det gælder blandt andet Jem & Fix i Viborg.

- Særligt træprodukter til gør-det-selv og særligt det udendørs har der været kæmpe boost på. Der har været ekstraordinært meget salg i år i forhold til sidste år. Der er kommet mange ekstra lastbiler med varer i år, siger Troels Christensen, der er butikschef i Jem & Fix i Viborg.

Troels Christensen er butikschef i Jem & Fix i Viborg.
Troels Christensen er butikschef i Jem & Fix i Viborg.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Butikken har nogle gange været nødt til at spærre af omme ved varemodtagelsen for at kunne styre trafikken og varemængderne,  fordi så mange kunder har lagt vejen forbi.

- Der har været mange faste kunder, men også nye. Det er noget af det vildeste, jeg har prøvet her i foråret, siger Troels Christensen.

Men selvom solen altså skinner på dele af detailbranchen, så kaster coronaen stadig lange skygger. Ikke mindst over tekstilbranchen.

I marts måned var forbruget af beklædningsvarer næsten halveret med et fald på i alt 49,3 procent.
Et tal der dog var i bedring for april, hvor faldet lød på mindre dramatiske 16.6 procent. Alligevel så lider tøjbranchen stadig i skyggen af corona.

5:13
I april knækkede kurven og viste en lille fremgang for detailhandlen. Men tøjbranchen er stadig hårdt ramt